Han har spillet flere hundrede kampe og ikke mindst vundet et dansk mesterskab med Herfølge Boldklub, og er der en spiller, som har ejet hver en kvadratcentimer græs, han har betrådt på det gamle stadion i Herfølge, så er det Gert Nodin.
Det er her, han har skræmt modstandere fra vid og sans med gloser, tacklinger og albuer, der signalerede, at »her bestemmer jeg«.
Snart er for slut med at være hjemmebane for kommunens divisionshold. På søndag spiller HB Køge den sidste hjemmekamp på det, der i dag hedder Capelli Sport Stadion, og næste hjemmekamp finder sted på Køge Stadions kunstgræs i starten af marts.
Nye tider, nyt sted, nyt underlag, og mens Gert Nodin nu tager ud og ser Herfølge, så skal han snart tage over og se Køge. Klubbens kampe kommer tættere på, fysisk og mentalt, selv om Nodin ikke helt forstår, hvorfor der flyttes nu, når stadion er en byggeplads en rum tid endnu.
Selve flytningen har han det fint med.
- Det er fint nok, det er forretning, og pengene styrer det hele, men det skulle bare være sket for mange år siden, hvor jeg selv spillede. Så havde man været fri for at bygge et stadion og en tribune, som snart er til ingen verdens nytte. Den var dyr, og der har været så meget ballade med den tribune, siger Gert Nodin.
- Det skal nok blive godt, at de nu flytter til Køge. Der er flere i byen, og så skal der gerne komme flere på stadion. For mig selv ændrer det ikke noget. Jeg er sponsor, og der er det ingen hindring, at jeg skal køre til Herfølge eller cykle til stadion. Tilskuertallet skulle gerne øges fremover.
Gert Nodin er i dag indehaver af flere tøjforretninger, blandt dem er Bogart i Køge centrum nok den mest kendte. Han debuterede på Køge Boldklubs 1. hold i 1985 under Peter Poulsen og med spillere som Frank Johansen, Kai Larsen, Per Knudsen, Niels Poulsen og Peter Berthelsen på holdet.
I 1990 gik turen til Herfølge Boldklub, hvor Søren Busk var sportsdirektør og Finn M. Jensen var træner. Omtrent samtidig var Herfølge og Køge boldklubber i den første seriøse snak om en fusion, men da det det faldt til jorden, lykkedes det Busk at hente Nodin, Kai Larsen, Carsten Jensen (nu træner i Køge Nord FC) og Jakob Pedersen.
Nodin debuterede for Herfølge mod Viborg, hvor netop Busk scorede sejrsmålet til 1-0.
Sluttede med guldet
- Det glemmer man aldrig, det var stort, og 1. division var det højeste dengang, siger Nodin, der selvsagt også kan huske den sidste kamp på Herfølge Stadion: 10 år efter, hvor det danske mesterskab blev fejret efter kampen mod FC København (1-1). Steven Lustü udlignede otte minutter før tid.
- Det største er at vinde DM-guld, og derfor har man et specielt forhold til stedet og banen. Det tænker jeg på, hver gang jeg kører derud. Jeg føler ikke, det er 18 år siden, jeg stoppede, for jeg bliver ofte mindet om mesterskabet. John Faxe kommer tit forbi forretningen, jeg møder tidligere spillere, og det ender altid med, at de siger, det var »hjernedødt«, at vi blev mester. Folk kan huske det stadig, og det var årets sportsresultat det år. Alle kan huske det år, men ikke, at Brøndby røg ud af den eller den Europa Cup eller mange andre resultater, siger Nodin, der ikke føler, at han og spillerne fik den rette anerkendelse efter guldet.
- Den fik vi ikke. Medierne slog på os hele tiden: At vi var nogle svin, vi kunne ikke spille fodbold, og det selv om det var en gigantisk idrætspræstation, at en lille stationsby kunne vinde mesterskabet.
- Hvad skete der med dig, når du gik på banen? Du ville jo ikke tabe...
- Banen var vores lille fort, og det har mange sagt bagefter. De hadede at besøge os, og det brugte vi meget. Man kan vinde meget på psyken og verbalt, når man står i spillergangen inden en kamp og stamper jernknopperne i gulvet og råber alt muligt. Hvis man kan få et overtag der, så er man godt i gang. Det var vi gode til, og jeg er da ved at bide tungen af mig selv, når jeg ser en kamp i dag: Så tack´l dog, for f...! I dag er meget poleret og med statistik på alt. Som Kenneth Wegner (tidligere Herfølge-spiller og senere direktør, red.) sagde: Fodbold er ikke en videnskab, siger Nodin med fortsættelsen:
- Det foregår i hovederne, og det var jo ånden i Herfølge. Når man tog trøjen på, så gav man sig 250 procent. Der er sket meget, siden dengang, og vi kunne godt komme ind fra træning med blod på tøjet efter hårde tacklinger. Vi var gode venner af den grund bagefter, for det skulle til, hvis vi skulle vinde om søndagen. Vi skulle levere den indstilling om søndagen, og så var vi nødt til at træne sådan også. Den fanden-i-voldskhed kunne jeg godt savne i dag, hvor man kæmper for sin klub og de frivillige, der gør et kæmpe stykke arbejde i boderne og alt det andet. Det lyder som en floskel fra en gammel nisse, men den holder vand. Man vinder mange kampe på vilje og engagement, siger Gert Nodin.
Bar klaveret
- Man skal levere, for det kommer ikke af sig selv. Jeg havde ikke det største talent, men jeg havde viljen og gejsten. Jeg var nødt til at gøre noget andet - og nogen skal bære klaveret på et hold, og nogen skal så spille på det. Jeg har ikke haft noget imod at bære klaveret. Man er et hold af 26 individer, og de skal have det bedste ud af det, siger Gert Nodin.
- Det ligger i mig at have fighterinstinktet, og det har jeg også som chef i dag. Vi kan kun selv gøre noget ved det og gøre det så godt som muligt. Ingen andre kan gøre noget - vi skal sammen skabe resultaterne.
Det bedste ud af det fik Nodin og mesterholdet i 2000, og han nåede at spille talrige hidsige opgør på Herfølge Stadion.
- Jeg husker stadig, at vi kørte FCK ud af banen lige efter de havde vundet pokalfinalen i 1997. Det var en varm solskinsdag, og den kamp står klart i erindringen.
Nodin husker næsten rigtigt. Herfølge vandt 4-0 søndag den 11. maj på mål af Chris Hermansen (str.), Morten B. Nielsen, Michael Giolbas og Jeppe Vestergaard. Tre dage forinden havde FCK slået Ikast i pokalfinalen.
Den værste kamp kom så nogle uger efter, hvor Herfølge kæmpede for at vinde bronze, men måtte se Brøndbys Ruben Bagger spolere festen med hans 1-0 mål.
- Brøndby havde vundet guld, og vi skulle bare bruge et point. Vi fik også et mål annulleret, og vi manglede lige præcis de tre point, som vi fik frataget for at have brugt Jakup Mikkelsen mod AGF ulovligt i efteråret 1996. Det var surt og trist, husker Gert Nodin, der selv scorede mod Vejle i foråret 1997, men altså ikke fik bronzemedalje om halsen det år.
- Det var en kæmpe skuffelse, og vi var sikre på, at det var det tætteste, vi nogensinde ville komme på metal i fodbold. Jeg var 32 år og i karrieres efterår, men så kom »den krøllede« til Herfølge, og vandt vi guld.
Alt det er historien, der klæber til Herfølge Stadions græs, tribuner og lokaliteter og talrige spillere og ledere.
Snart går turen til Køge.
Nye kapitler skal skrives.
