190-årsfødselsdag fejres med fedtemadder og fællessang

Tilbage i 1828 oprettedes skolestue med 88 elever og én lærer på Herlufsholmvej i Næstved.

På 190 år har skolen haft vokseværk, og i dag er Lille Næstved skole en skole med 1821 elever og 160 lærere fordelt på seks afdelinger i Næstved, Karrebæk, Hyllinge, Sandved og Fuglebjerg.

Fredag 16. november markerer Lille Næstved Skole, afd. Herlufsholmvej, skolens 190 års fødselsdag. Det fejres med morgengymnastik, fællessang og fedtemadder.

- Vi er en skole med stolte traditioner, og eleverne kan lære meget af at forstå det lille stykke danmarkshistorie, som Lille Næstveds Skole udgør, fortæller historielærer på skolen, Mathias Ehrenberg.

Derfor starter skoledagen med morgengymnastik og fællessang klokken otte.

Tidligere skoleleder Poul Jørgensen er inviteret til at komme og fortælle eleverne om skolens historie gennem billedmateriale fra de lokalhistoriske arkiver.

Skolens lærere samt museumsvejledere fra skolemuseet i Flakkebjerg vil være udklædte og forsøge at lave en skoledag »som i gamle dage«, ligesom kantinen vil byde på fedtemadder i spisepausen.

Nuværende skoleleder Torben Møller Nielsen, der er den syvende skoleleder i Lille Næstved Skoles 190-årige historie, forsikrer, at der også vil være fødselsdagskage til alle elever.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...