SLANGERUP Det er ikke mere end godt fire år siden, at der, takket være forældre til klatreglade børn, for alvor kom skub i Slangerup Klatreklub. For selvom den store klatrevæg i hal 1 blev etableret i 2011, var starten noget træg. I dag er medlemstallet oppe på 110, og den positive kurve vil efter alt at dømme kun gå en vej, nemlig opad. Det skyldes, at klubben fremover vil kunne tilbyde endnu bedre forhold.
"Vi er ved at få etableret en ekstra højvæg med et stort overhæng. Derudover kommer der to helt nye bouldervægge med tykke madrasser under, så der ikke er behov for at sikre hinanden med reb," fortæller Lars Christensen og uddyber:
"Sikkerheden har stor prioritet hos os. Hidtil har alle voksne måtte igennem et sikkerhedskursus, men det slipper man for nu. Af gode grunde stiller bouldervægge ikke så store sikkerhedskrav som ved klatring ad høje vægge. Det vil være mere ligetil."
Det var oprindeligt Lars Christensens datter, som fik ham ind i klatreverdenen. Hun ville gerne begynde til klatring, hvorfor valget faldt på Slangerup Klatreklub. I dag er datteren stoppet, men Lars Christensen er til gengæld blevet bidt af klatring i en sådan grad, at han ikke bare er formand, men også bruger mange timer på sporten enten i hallen eller udenfor på rigtige klipper.
"Det er rart, at finde en sport man kan dyrke og tilmed blive god til trods ens alder. Og så betyder det sociale meget for mig. Jeg har tidligere løbet langdistancer, hvor jeg har trænet alene. I klatring kan man også træne alene, og alligevel er det en social sport, hvor man hjælper hinanden, og tager sammen afsted på ture til rigtige klipper. Så fylder vi bilen, tager grillen med og kører afsted til for eksempel Kullen."
I følge Lars Christiansen er klatring også genialt, hvis man vil dyrke en sportsgren sammen med sine børn.
"Børn og voksne kan få max ud af det ved at træne samtidig, også selvom man er på hvert sit niveau. Klatring er en rigtig god måde at være sammen med sine børn på."

FaktaSlangerup Klatreklub har realiseret de to bouldervægge og højvæggen ved hjælp af et tilskud fra Frederikssund Kommune og egenfinansiering.De nye faciliteter indvies onsdag den 14.11 kl. 16, blandt andet sammen med deltagelse af Frederikssunds borgmester John Schmidt Andersen.Klatring er en af de hurtigst voksende idrætsgrene i Danmark. Klatring er kommet på det olympiske program i 2020.