Lotus Turèll fortæller ærligt om sin opvækst som datter af den folkekære forfatter Dan Turèll.
En opvækst, som var præget af misbrug og utryghed.
Lotus Turèll og organisationen Tuba giver gode råd til, hvad man kan gøre for at hjælpe børn i familier med afhængighedsproblemer.
Foredraget foregår i Kalundborg Hallerne, lokale 4 klokken 19-21.
Lotus Turèll udgav i 2017 bogen »Hemmeligheder for pige«, en selvbiografisk fortælling om hendes barndom og opvækst som datter af den folkekære forfatter Dan Turèll.
For selvom Lotus' forældre, Chili og Dan, var både kærlige, dannede og frisindede, havde hendes far et alkoholmisbrug, der blandt andet førte til en opvækst med utryghed og alt for meget ansvar i en alt for ung alder.
Lotus Turèll åbnede først op omkring sin opvækst i en alder af 23 år, og siden da har hun gjort det til sit fineste projekt at oplyse andre om sandheden ved at vokse op som barn af en misbruger.
»Ingen skal vokse op med fulde forældre. Og gør man, skal man kunne få hjælp!«.
Sådan lyder Tubas vision.
TUBA står for Terapi og rådgivning for Unge, som er Børn af Alkohol- og stofmisbrugere.
TUBA er en selvstændig organisation under Blå Kors i Danmark.
TUBA tilbyder gratis hjælp til unge mellem 14 og 35 år, som er vokset op i familier med misbrug. Regionsleder for Sjælland Marc Krabbe-Sørensen vil denne aften være tilstede og fortælle om TUBA's arbejde, svare på spørgsmål og stå klar med gode råd, hvis nogen har brug for mere viden.
Billetter købes via Kalundborg Bibliotekers hjemmeside.
