Rosa fra Rouladegade skal på sit årlige besøg

- Det er blevet en tradition, vi simpelthen ikke kan tillade os at bryde, at Ramasjang-værten Rosa og hendes Rouladeband besøger Kalundborg en gang om året, fortæller koncertarrangøren Søren Vind, og det gør hun så søndag den 25. november på Musisk Skole i Kalundborg.

Sidste år blev det ikke til noget, fordi Rosa var blevet mor for første gang og måtte holde en pause.

- Det allerallerbedste ved mine koncerter er, når børnene har deres kæreste sovedyr med, fortæller Rosa fra Rouladegade og fortsætter:

- Det er et enestående syn at kigge ud over publikum med deres dyr og bamser. Jeg skal nok gøre, hvad jeg kan for at få hilst på så mange som muligt, når jeg kommer til Kalundborg.

Rosa har faktisk optrådt, siden hun var helt lille. Hendes fulde navn er Rosa Marie Gjerluff Nyholm. Hun lavede sceneoptræden for børn sammen med sin mor Elisabeth Gjerluff, der er sanger og forfatter. Peter A.G. fra Gnags er Rosas morbror.

- Det er et stort privilegium at være med til at gøre børn glade. Jeg er jo på TV nærmest en fiktionsfigur, så børnene bliver virkelig så glade for at se, at jeg findes i virkeligheden. Det tager jeg meget alvorligt og værner om, siger sangeren.

Billetsalget er i fuld gang på kalundborgbib.dk.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...