Da HIK i efteråret mistede cheftræner Peter Feher, der skiftede til Helsingør, fandt man i egne rækker afløseren i form af daværende assistenttræner Piotr Haren.
Nu har HIK imidlertid gjort op, at det bliver den tidligere superligaspiller og, frem til sidste spillerunde, HIK-anfører Kristoffer Wichmann, som bliver ny cheftræner i HIK.
Samtidig har den 37-årige forsvarsspiller valgt at lægge støvlerne endegyldigt på hylden. Han stopper dermed sin lange spillerkarriere, der bragte ham til klubber som AaB, Hvidovre, Køge, Fremad Amager, FC Vestsjælland og HIK i to omgange 2002-2003 og 2016-2018. I alt 91 kampe.
Kristoffer Wichmann fortsætter nu i stedet som cheftræner i HIK på en aftale, der er gældende i to år.
Og det, der har gjort ham til en oplagt kandidat i klubben, hvor han altså nåede knap 100 kampe, er givet hans gode overblik.
I mange situationer har Villabyernes udsendte ved selvsyn set anførerens snarrådige indgriben i 'farlig' spilopbygning fra forskellige modstandere. Det gode overblik er klart en af Wichmanns forcer og er formentligt noget, han tager med sig ud på sidelinjen.
Hans meget lange karriere førte ham nationalt helt til tops med kampe i Superligaen, men han er også med fremme på uddannelsessiden, da han har DBU's A-træneruddannelse.
Han starter allerede officielt den ny æra i klubben i denne uge.
Med den ny trænerkabale siger HIK samtidig farvel og stor tak til Piotr Haren, der i efteråret midlertidigt tog cheftrænerkasketten på. HIK har meget at takke Piotr Haren for, da han har været med i arbejdet med ungdomselite og seniorfodbold i mange år og dermed haft en vigtig rolle og stor andel i klubbens udvikling.