Det er Lejres største virksomhed, og nu er den blevet endnu større.
Onsdag formiddag var cirka 100 medarbejdere og ledere sammen med repræsentanter fra Lejre Kommune samlet til indvielse hos Convatec i Osted.
Her står en knap 3000 kvadratmeter stor bygning nu klar til at blive taget i brug af foretagendet, der producerer medicinsk udstyr og er blandt verdens førende på diabetesområdet.
- Mange, mange flere personer, der lever med diabetes, får mulighed for at bruge vores fantastiske produkter, fastslog administrerende direktør i Convatec Infusion Care, Kjersti Grimsrud, som indledningsvis tog ordet i den hvidmalede produktionshal for at takke alle, der har været involveret i byggeriet.
Artiklen fortsætter under billedet
Opgraderingen på Åholmvej betyder, at Convatec fordobler sit produktionsområde i Osted såvel som lagerfaciliteterne. Dermed bliver medicovirksomheden i stand til at fremstille yderligere 350.000 infusionssæt om ugen til diabetespatienter i mere end 110 lande.
Derudover rummer den ti meter høje bygning en førstesal på yderligere 1600 kvadratmeter, hvor der i fremtiden kan indrettes forskningsmiljøer og kontorer.
- Det giver masser af muligheder for senere udvidelser, understregede fabrikschef Morten Ludvigsen i sin tale onsdag formiddag.
Stolt borgmester
Han benyttede lejligheden til at rose både håndværkere og medarbejdere for i fællesskab at have nået målstregen efter godt et års arbejde i den sydlige del af byen.
- Jeg er meget stolt over, hvordan folk har fået det hele til at hænge sammen under stort hensyn til hinanden, lød det fra fabrikschefen.
En anden, der klapper i hænderne, er Tina Mandrup (V). Sammen kommunaldirektør Anders Agger og erhvervschef Nynne Friis var Lejre-borgmesteren også blandt gæsterne ved onsdagens indvielse.
Mens Convatecs ansatte nød et glas bobler, hæftede Tina Mandrup sig ved, at virksomheden har valgt at udbygge fabrikken på Midtsjælland i stedet for at kigge til USA eller Asien.
- I har flere gange understreget, at I føler jer hjemme i Osted og Lejre Kommune, og dermed er I med til at sætte streg under, at Lejre er mere end en lille kommune med plads til mindre iværksættere. I viser, at der også er plads til de helt store armbevægelser, fastslog borgmesteren.
Artiklen fortsætter under billedet
Fabrikschef: Osted-udvidelse giver mening
Efter Tina Mandrup og fabrikschef Morten Ludvigsen i fællesskab havde afsløret en ny platte i bygningen, begrundede sidstnævnte over Mediecentre den lokale knopskydning i virksomheden, der i dag råder over 11 fabrikker i otte lande.
- I den nye afdeling fokuserer vi på en høj grad af automatisering, og det betyder, at produktionen ikke er så løntung. Til gengæld kræver det, at vi er i tæt kontakt med vores udviklere, så vi har de rette kompetencer ved hånden, og derfor giver det mening at udvide her i Osted, forklarer han.
Ludvigsen tilføjer, at den færdigbyggede produktionsbygning giver mulighed for at øge medarbejderstaben med op til 100 personer, uden at der dog er planer om nyansættelser i skrivende stund.
Grøn bygning
Mens de mange nye kvadratmeter gør Convatec i stand til at sende endnu flere infusionssæt ud i alle verdens afkroge, tager virksomheden samtidig et skridt i en grønnere retning.
Den nye bygning er således udstyret med solceller på taget, mens energien fra produktionens kompressoranlæg genindvindes til opvarmning af de 3000 kvadratmeter. Udenfor skal et grønt område anlægges og bidrage til et løft af biodiversiteten på matriklen.
- For det første er der en direkte gevinst at hente i form af grøn strøm og varme. Men at være grøn betyder også noget, når det handler om at tiltrække nye medarbejdere og investorer, siger Morten Ludvigsen med henvisning til, at Convatec som bekendt er en børsnoteret virksomhed.
Administrerende direktør i Convatec Infusion Care, Kjersti Grimsrud, er enig i, at det er både vigtigt og nødvendigt at tænke bæredygtigt, når man er en global virksomhed i 2023.
- Vi udvikler og producerer produkter, der hjælper mennesker, men både vi og vores kunder stiller krav om, at vi tager et ansvar, og det skal vores produktion også afspejle, lyder det.
Convatec forventer at sætte gang i produktionen i den nye bygning til marts. Inden da skal virksomheden gennemføre en række tests, ligesom de sidste godkendelser hos myndighederne skal på plads.


