Nu er det igen muligt at købe den historiske slægtsgård, Balstrupgård, som ligger i udkanten af Ringsted.
Gården er sat til salg for anden gang på halvandet år og nu til en markant lavere pris end tidligere.
Landbrugsejendommen blev i juli 2021 sat til salg for den nette sum af 22,3 millioner kroner. Ifølge Boligsiden.dk blev gården solgt tre måneder senere for 14.847.000 kroner.
Nu er der skåret mere end 10 millioner kroner af prisen, fordi gården i mellemtiden er overgået til at blive udbudt som villa. I dag koster den 4,75 millioner kroner.
Selv om det lyder som et voldsomt prisfald, er det med god grund, forklarer ejendomsmægler Ulrich Hjort Hansen fra ejendomsmæglerfirmaet Land & Bolig.
- Årsagen er, at den nuværende ejer gerne investerer i god landbrugsjord. Det betyder, at Balstrupgård nu sælges som villa og ikke som landbrugsejendom, da landbrugsjorden er skåret fra, siger han.
Meget væsentligt
Landbrugsjorden - omkring 56 hektarer - er altså ikke længere er med i købet.
- Det betyder, at der ikke er landbrugspligt, og det er meget væsentligt, fordi man så ikke har pligt til at dyrke landbruget, fortæller ejendomsmægler Ulrich Hjort Hansen fra ejendomsmæglerfirmaet Land & Bolig, der igen står for salget af gården.
Man får dog stadig park, gårdsplads og haveanlæg på cirka 10.600 kvadratmeter med i købet.
Ændringen fra landbrugsejendom til villa betyder ifølge ejendomsmægleren, at det er et helt andet publikum, der bliver tiltrukket af historiske gård, som kan betrages som liebhaveri.
Stor interesse
Efter få dage på markedet har der allerede været flere fremvisninger, oplyser Ulrich Hjort Hansen, som pointerer, at han i den tid udelukkende har gjort opmærksom på Balstrupgård via ejendomsmæglerens hjemmeside og det sociale medie LinkedIn.
- Og jeg skal hilse at sige, at der har været stor interesse. Jeg er selv overrasket over det. Det er sgu ret godt gået, siger han.
- Det er for eksempel yngre par med børn, som har en karriere i gang, og som også kan se de kvaliteter og de muligheder, Balstrupgård rummer. Alle, der har set gården, har villet lave virksomhed, fortsætter ejendomsmægleren.
Liebhaveri
Gården rummer 400 kvadratmeter bolig bestående af stuehus og to længer, hvorfra der de senere år blandt andet er drevet café og butik.
- Og der er mulighed for at udvikle ejendommen med henblik på bolig og erhverv, forklarer Ulrich Hjort Hansen.
Selv om han egentlig ikke bryder sig om ordet, beskriver ejendomsmægleren alligevel Balstrupgård som liebhaveri.
Købere skal dog være opmærksomme på, at der formentlig skal sættes penge af til forbedringer.
- Derfor skal køberne være nogle, der vil noget og kan se mulighederne. Det er også nogle, der skal have noget likviditet, for med istandsættelse bliver det måske syv eller ni millioner kroner, og det er mange penge i Ringsted, siger Ulrik Hjort Hansen.
Farvel til slægtsgården: Vemodigt salg
Da Balstrupgård blev solgt i 2021 besøgte DAGBLADET Susanne Danvogg, som blandt andet satte ord på, hvor svært og vemodigt det var at skulle sælge slægtsgården.
- Det er meget følelsesmæssigt vanskeligt, sagde hun blandt andet.
Den historie kan du læse her, hvor der også er flere billeder af gården.
Balstrupgård, Balstrupvej 106, er opført i 1864.
Boligareal: 400 m2
Grund: 10.600 m2
Der er mange interessante detaljer i stuehuset. Blandt andet går næsten alle vinduer mod syd og vest helt til gulv.
Der er i alt seks stuer heraf fire en-suite, fire værelser, to toiletter og tre badeværelser hvoraf ét er med badekar, køkken, bryggers/baggang og spisekammer samt hall med trappeforløb til 1. sal.

Susanne Danvogg solgte i 2021 slægtsgården Balstrupgård, hvor hun var født og opvokset.
Balstrupgård er formentlig en af Danmarks ældste slægtsgårde
Susanne Danvogg var den fjerde kvinde i træk, som stod for driften af gården. Derfor er Balstrupgård også kendt som Kvindegården.
Det er dokumenteret, at Balstrupgård har været familieejet siden 1799, men slægtens ejerskab går formentlig endnu længere tilbage.
