Masser af nyttig erfaring hos ny Starbowl-forpagter

Rygsækken er fyldt med de rigtige erfaringer hos Klaus Pedersen, som er den nye forpagter i Starbowl på Elmegade i Kalundborg. Han har været medarbejder i fire andre bowlingcentre, inden han nu kan kalde sig forpagter af bowling- og restaurantlokalerne i Elmegade 16.

Og hans mål er klart: han vil sætte mere gang i lokalerne, så der fremover kommer både flere gæster ind for at bowle, men også når det gælder restaurationsdelen, skal der ske noget mere.

- Og det kommer til først og fremmest at handle om dansk mad, og så er der dagens ret hver onsdag, fortæller Klaus Pedersen, som er udlært skibskok. Julefrokoster er der også udsigt til på Starbowl, hvor Klaus Pedersen desuden pusler med andre nye madmæssige tiltag, der lige skal modnes, før de bliver realiseret.

Klaus Pedersen forlod jobbet som skibskok for 10 år siden og gik i land, da han mødte sin kæreste. Nu bor de i Ruds Vedby, men har planer om at flytte til Kalundborg på et tidspunkt. Bowling for alle aldre

Der er gang i bowlingbanerne hver formiddag onsdag, torsdag og fredag, hvor det er pensionisterne, som hygger sig sammen.

Og det med hygge og stemning spiller også en rolle for den nye forpagter, som gerne giver en hånd med for at skabe stemning på banerne.

Når Starbowl holder natbowling og slukker for noget af lyset og spiller høj musik, så er Klaus Pedersen klar til at udfordre spillerne og giver en omgang til banen, hvis de kan lave eksempelvis strike eller vælte den sidste kegle.

- Vi holder også gerne børnefødselsdage her, hvor børnene får bl.a. en burger, en sodavand og så får lov til at bowle, fortæller den 36-årige forpagter, som er glad for, at det lykkedes at finde Starbowl, da han søgte på internettet efter nye udfordringer.

- Jeg har fået står hjælp af Niels her i begyndelsen, og det er jeg meget glad for.

Det er Niels Riis Christensen, der er indehaver af Star Bowl.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...