- Jeg er nede på at arbejde 40-50 timer om ugen. Jeg er jo blevet 75 år.
Sådan lyder det fra den kendte “bog-mand” Sven Madsen, som fredag eftermiddag den 31. maj fra klokken 14 til 17 fejrer, det er 50 år siden, han kom til Asnæs. Det sker ved en reception i Bog & idé i Asnæs Centret, hvor der både lokkes med et lille glas, et møde med Madsen selv og enkelte ekstragode jubilæumstilbud.
Sven Madsen er født og opvokset i Hørve og kom i lære i Storkfelt Boghandel i Ahlgade i Holbæk fra 1966 til 1969. En farbror var boghandler på Fyn, og det havde vakt Sven Madsens interesse for faget, og da der samtidig var flere selvstændige i hans familie, var der fra begyndelsen af også et ønske om en dag at få sin egen boghandel.
- Efter soldatertiden boede jeg nogle år i København, hvor jeg arbejdede i en boghandel, der kun solgte bøger blandt andet til universitetsstuderende. Den slags findes ikke i provinsen, og det var spændende at prøve. Jeg læste også til merkonom ved siden af på aftenskole. Det tog tre år. Men jeg var tit hjemme i Hørve, når jeg kunne komme til det, for det der storbyliv passede mig ikke rigtigt. Her mødte jeg en dag Lajla, og så vidste jeg, at jeg skulle flytte tilbage igen. Vi købte hus i Hørve, og jeg fik job som førstemand i Asnæs Boghandel, der lå i Hovedgaden. Det var i 1974, fortæller Sven Madsen.
I 1977 blev han medejer af Asnæs Boghandel, der var flyttet i det nybyggede Asnæs Center i 1976.
- Jeg blev medejer, fordi jeg egentlig havde fået job i Jylland og måtte fortælle John Nilsson, som ejede butikken, at nu skulle jeg flytte. Det blev han ked af og spurgte i stedet, om jeg ikke ville være medejer. Det skrev jeg under på, og så viste det sig, at vi også havde en butik i Tølløse og en på vej i Ishøj, siger Sven Madsen og ler.
Stolt af den lille familie
Sven og Lajla Madsen kan fejre guldbryllup næste år. De bor i dag på Høve Klitbo. De har sønnen Rasmus Madsen, der sammen med svigerdatteren Mette nu er drivkræfterne i det madsen’ske firma, som i dag har 22 boghandler på tværs af landet. Fire af disse ligger i nærområdet – udover den i Asnæs Centret er det Bog & idé i Nykøbing samt de to i Holbæk.
Der er også to børnebørn, nemlig Mathilde på 12 år og Oliver på ni.
- Lajla er en aktiv farmor, som tit hjælper til og lukker huller, når Rasmus og Mette har travlt. Sådan passer hun på den lille familie, siger Sven Madsen.
Kærligheden til “den lille familie” lægger Sven Madsen ikke skjul på.
- Vi er så stolte af dem. Rasmus og Mette er bare dygtige. Det må du gerne skrive, også at de begge betyder enormt meget for os, siger den jubilerende bog-mand og fortsætter:
- Jeg var egentlig ikke meget for, at jeg skulle fejres, men min kone og min søn og svigerdatter har insisteret på, at denne gang slipper jeg ikke. Nu glæder jeg mig faktisk til dagen.
