Af Inger Plum, Cyklistforbundet i Gladsaxe
Vil du gerne kunne komme frem på din cykel, med din barnevogn, i kørestol mm.? Der er mere end 100 bomme i Gladsaxe Kommune. Ved at fjerne dem forbedres fremkommeligheden for både gående og cyklister. Derfor arbejder Cyklistforbundet i Gladsaxe med at få kommunen til at fjerne bomme. Sikkerhed, fremkommelighed og tryghed er de tre væsentligste fokusområder for Cyklistforbundet i Gladsaxe.
Bommes funktion er at forhindre at biler kommer til at bruge en sti samt at nedsætte hastigheden for cyklister. Måske kan alene tanken om at fjerne bomme få dig til at blive bekymret over hvilke ulykker der så kunne ske?
Eksempler på fjernelse af bomme: Cykelstien på den nu nedlagte Hadsundbane er uden bomme. Der er ikke sket uheld. Odense Kommune fjerner løbende bomme og har gjort det igennem en årrække også uden efterfølgende uheld. Renden i Gentofte Kommune og Vestvoldstien er også uden bomme.
Bomme kan erstattes af steler, hvis man er bange for bilkørsel på en sti. Med færdselsundervisning og rutine i at cykle i by- og villaområder vil børnene kunne færdes sikkert, også uden bomme.
Vejreglerne fra Vejdirektoratet anbefaler at bomme undgås, og der er alternative måder at sænke cyklisters hastighed og samtidig bevare fremkommeligheden for både gående og cyklister.
Har du bemærket at cyklister og gående selv laver en sti ved siden af bommene for at kunne komme uhindret ind på en sti?
Lad os blive fri for bomme.