Magnus Heunicke
Det var med hjertet oppe i halsen, da jeg første gang gik op ad trapperne. Det store Næstved Gymnasium ventede og med det 1.000 unge mennesker samlet på et sted. Det kunne godt gøre en dreng fra Kildemarkskolen nervøs.
Det var sommeren 1992. Danmark var lige blevet Europamestre. Grunge-musik var kommet ud af Seattles garager og jeg var lige startet på mit første og eneste forsøg på at få skulderlangt hår.
Intro-dagene foregik i de nye musiklokaler, men pludselig gik døren op, og ind trådte vores dansklærer Poul Lund: "Jeg hører at I er en arbejdsom klasse. Det får I brug for," var hans åbningssalut.
Det gjorde os temmelig nervøse, men han var en blændende god lærer, som fik os igennem de danske klassikerne, de islandske sagaer, Kafkas noveller og især Tom Kristensen, om hvem han sagde: "Man kan vide en ting om Tom Kristensen. Han har læst alt!"
Og dermed kom også et af de bedste råd, jeg nogensinde har fået: Læs bøger. Så det begyndte jeg på.
Det var starten af 1990'erne. Muren var faldet, Clinton var kommet til i USA, og i Danmark kunne jeg som nyvalgt formand for DSU Næstved fejre, at Poul Nyrup blev den første socialdemokratiske statsminister siden Anker.
Næstved Gymnasium var samtidig arnested for Næstveds hip-hop-scene, som med bands som "Hvid Sjokolade" fik pladekontrakter og blev spillet i P3, mens de rappede om Næstveds natteliv.
Det var dengang, kælenavnet "Næver" kom frem. Først var det vel nærmest drillende om vores egen fødeby, men efterhånden holdt det ved, og her 25 år efter er der mange af mine kolleger i folketingssalen, der kommer over for at høre "hvordan går det i Næver?"
Når jeg tænker tilbage, er jeg faktisk lidt flov over, så lidt tid jeg brugte på bøgerne i de første par år af min gymnasietid. Der var så meget andet, der var mindst lige så spændende. For eksempel en aftale, jeg havde med en af mine bedste venner. Vi delte skab sammen til vores bøger, og vi lavede på første dag den hemmelige aftale, at vi skulle sætte et klistermærke op på indersiden af skabslågen, når det var lykkedes os at kysse med en pige. Det siger lidt om, hvor vores fokus var dengang. Vi havde nok også forestillet os, at der hurtigt ville blive fyldt med farvestrålende minder fra erobringer, men jeg må ærligt sige, at der gik lang tid, før der skete noget på den front. Pigerne i Næstved havde også dengang god smag, og vi måtte sande, at der skulle mere til end dårlige vittigheder og halvlangt hår for at gøre dem interesserede.
Men bøgerne skulle jo læses og opgaverne skulle afleveres. Ofte arvede vi jo tekstbøgerne fra klasserne før os, og så kunne man se de sidste ti års elever. Netop på den tid kom dansk film med succesen "Nattevagten", som jo havde den lokale Nikolaj Coster-Waldau i hovedrollen. Han var blevet student nogle år før mig, så derfor var der især blandt pigerne en temmelig ihærdig jagt efter at få en bog, hvor netop han havde skrevet sit navn på indersiden. Faktisk blomstrede en lille sortbørs-handel op, hvor man kunne tjene en skilling, hvis man var heldig at have en bog, som den lokale filmstjerne havde haft tidligere.
En geografikeksamen i 2.G var det, der åbnede mine øjne for det faglige arbejde, der er at gå på gymnasiet. Jeg så, at man kan nå sine mål, hvis man knokler for det. Sammen med klassens nye dreng satte jeg mig for at terpe hele pensum igennem i den korte læseferie, og det lykkedes os at få en topkarakter. Samt et venskab for livet.
En stor uddannelsesinstitution er som en levende organisme. Jeg elskede det meste, sang med i gymnasiets kor, var med i elevrådet og blev redaktør af elevbladet "Klatten". Vi jagtede skandaler og smækkede store interview op på forsiden. De blade gik som varmt brød, og det var der, jeg besluttede mig for at søge ind på Journalisthøjskolen. Det blev starten på min karriere som journalist, indtil politikken trak.
Der var oplevelser, venner og lærere, jeg aldrig glemmer. En af dem er Niels Bruun, som vi havde i 1.G i latin. Sidste time fredag eftermiddag før weekenden, det var noget af en skærsild at skulle igennem. Niels Bruun kunne finde på at starte timen med at sige: "Mmmmmmorten, vil du starte?"
Alle os, der hed noget med M åndede lettet op. Det var ikke os, der skulle oversætte. Men så kom det: "Morten, vil du starte med at høre Magnus oversætte?" Og så var man på den. Hvis man virkelig hakkede i det, kunne det fortsætte i en hel time. Men det var alligevel med humor og hjerte, der blev undervist.
Måske jeg godt kunne have terpet noget mere. Det vil mine gamle lærere helt sikkert mene. Alligevel kan jeg sige, at langt det meste af det, jeg ved i dag, stammer fra min tid som elev på Næstved Gymnasium. Her blev grundlaget skabt, både det faglige og det mere udefinerbare, der udviklede mig som person. Det er vel værd at fejre for alle os og for byen.
