PostNord afviser nu Køge Kommunes ansøgning om at smide postnummer 4100 Ringsted ud af Køge Kommune, skriver DAGBLADET.
Det har ellers været et ønske fra både politisk side og blandt en del borgere i Gørslev- og Slimmingeområdet at få ændret postnummeret, da det giver problemer med både pakkeleverancer, tilhørsforhold og borgerhenvendelser til kommunen.
I ansøgningen om en postnummerændring henviser Køge Kommune desuden til tilfælde, hvor patienter visiteres til sygehuset i Slagelse, selvom de naturligvis skulle sendes med ambulancen til Universitetshospital Sjælland, Køge.
PostNord skriver i afslaget, at der ved afstemningen om postnummerændringen blandt de 1.390 stemmeberettigede borgere blot var deltagelse af 34,3 procent, og at kun 27,6 procent af de stemmeberettigede tilmed ønskede en ændring. Tallene er ikke tilstrækkelig markante til, at postvæsenet finder ønsket om en ændring repræsentativt, konkluderer man derfor.
På torsdag skal Klima- og Planudvalget drøfte sagen igen. Her præsenteres de for en klagemulighed, såfremt man ønsker at gå videre med sagen.
Læs meget mere om sagen i mandagens DAGBLADET.
