Mor for retten for grov vold mod sin baby

En fire måneder gammel baby var meget tæt på at dø i et sommerhus i Højby forrige år. Nu er hans mor for retten tiltalt for at have rusket og klemt ham så voldsomt, at han fik blødninger i hjernen og i øjnene og har fået varig og svær hjerneskade af det. Den lille dreng havde hjertestop og var bevidstløs, da ambulancen nåede frem. Retslægerådet har vurderet barnets skader til at stamme fra det såkaldte “shaken baby syndrom”.

Anklageren mener, der er tale om grov vold med særligt skærpende omstændigheder, men kvinden nægter sig skyldig og kræver ifølge sin forsvarer at blive frifundet.

Nægter sig skyldig

Det var moren selv, der ringede 112, da den lille dreng var bevidstløs og fik hjertestop. Det skete den 28. november, men allerede den 5. november var det lille menneske i problemer. Her fik moren med hjælp fra alarmcentralen babyen på ret køl igen med en forklaring fra sundhedsplejersken om, at det nok skyldtes, han havde sunket noget spyt eller mælk og fået det i halsen.

- Har du nogensinde været voldsom overfor ham? Rusket ham eller haft fat i ham, spurgte forsvarer Anders Rohde den unge kvinde.

- Nej aldrig, svarede den spinkle kvinde.

Det tror hendes forlovede, drengens far fuldt og fast på. Han var indkaldt som vidne efter politiet frafaldt sigtelserne mod ham i august. På det tidspunkt havde han siddet varetægtsfængslet i over et halvt år. Efterforskningen har dog slået fast, at han slet ikke var i sommerhuset endsige i Danmark i den periode, hvor babyen ifølge Retslægerådet har pådraget sig de alvorlige skader.

- Min kæreste ville aldrig skade vores barn. Jeg er helt sikker på, at hun har gjort alt, hvad hun kunne og burde for at redde ham, sagde han i retten.

Sagen fortsætter i flere dage, og dommen forventes afsagt sidst i januar.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...