En mand havde ikke et såkaldt anerkendelsesværdigt formål, da han en formiddag i april kørte rundt i Rødovre med et baseball-bat i bilen.
Det fastslog Retten i Glostrup, der straffede manden med en bøde på 3000 kroner for overtrædelse af våbenloven. Manden modtog dommen.
Den unge mand blev standset af Vestegnens Politi, da han kørte rundt i Rødovre. På bagsædet lå et baseball-bat - som kunne nås fra forsædet. Politifolkene vurderede, at baseball-battet kunne udgøre et ulovligt slagvåben, og efterfølgende rejste anklagemyndigheden ved Vestegnens Politi tiltale mod den unge mand for overtrædelse af våbenloven.
I retten forklarede manden, at han havde været ude at træne en hund, og at baseball-battet var blevet brugt til at skyde en bold af sted med. Hverken hunden eller bolden var dog i bilen.
Retten i Glostrup fandt ikke, at der var et anerkendelsesværdigt formål med, at den unge mand havde et baseball-battet inden for rækkevidde i bilen, og han blev derfor dømt for at overtræde våbenloven.
En kniv, et bat, en hammer eller andet kan godt være en overtrædelse af våbenloven, hvis ikke man kan sandsynliggøre et såkaldt anerkendelsesværdigt formål. En tømrer må gerne have en hammer i bilen, hvis han eller hun er på vej til eller fra job. Til gengæld kniber det mere, hvis man bliver stoppet midt om natten, med hammeren inden for rækkevidde.
Der vil i de enkelte tilfælde være tale om, at retten foretager en konkret vurdering. Her vil omstændighederne, forklaringerne og personens baggrund kunne indgå.
