Billeder: Oktoberfest på torvet

Rammerne var helt, som de skulle være, men der manglede den vel nok vigtigste ingrediens - måske med undtagelse af øl - nemlig mennesker, da Sjællandske kiggede forbi Oktoberfesten på Axeltorv fredag aften.

Det var omkring klokken 20 grundet avisens deadline, men havde det været muligt at blive hængende længere, var der også dukket flere mennesker op end de par snese, som på det tidspunkt var i teltet.

- Vi har 120 mennesker, som har bestilt bordplads, så der skal nok komme gang i festen. De kommer bare lidt senere, forsikrede Jørgen Kold fra bylivsgruppen i Næstved, som reddede festen med et tilskud på 60.000 kroner.

Den tese blev bakket op af et par af de gæster, som allerede havde fundet vej, nemlig vennerne Jesper Hebert og Karsten Kristensen.

- Vi var her også sidste år, hvor vi også kom lidt tidligt. Da var det det samme. Folk begyndte at dukke op lidt senere, og der endte med at være rigtig meget gang i den. Så det, tror vi på, der også kommer i aften, fortalte Jesper Hebert.

Begge var dog enige om, at festen godt kunne have været annonceret bedre på forhånd. Karsten Kristensen opdagede arrangementet rent tilfældigt på Facebook.

Oktoberfesten fortsatte med DJ og livemusik frem til klokken 1. Det samme telt bliver brugt igen i dag, når der fra klokken 11 er »FIFA-turnering« på PlayStation med flotte præmier. I aften er der fest igen - denne gang gratis 90'er-fest.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...