Det første skridt til en begravelsesplads i skoven på Ledreborg gods er taget, efter at politikerne i kommunalbestyrelsen i Lejre Kommune har taget en principbeslutning om, at en sådan plads kan etableres. Det skriver DAGBLADET Roskilde tirsdag.
Der findes ikke skovbegravelsespladser endnu i Lejre Kommune, men det tyder på, at denne her kan blive den første. Og der skulle ikke være så meget til hinder for, at flere kan følge efter andre steder i kommunens område, hvis de rette vilkår kan opnås.
Det er velkendt, at stadig flere mennesker, der lægger planer for, hvad der skal ske, når de engang i fremtiden er afgået ved døden, har alternative ønsker til deres begravelse. I stedet for den traditionelle begravelse eller bisættelse på kirkegården ønsker de typisk at få asken strøet over havet eller blive begravet i skoven.
Den foreslåede løsning indebærer, at Lejre Kommune forpagter et skovareal fra godset - afgiften bliver 0 kr. Der laves også en driftsaftale, som indebærer, at godset modtager den fulde betaling fra de borgere, som ønsker at få deres urne nedsat i skoven. Basisprisen vil forventeligt blive 5.900 kroner, som dækker en 10-årig periode.
Se også DAGBLADET Roskilde tirsdag på papir eller e-paper.
