Tidligere elev: »Kim var lydbilledet til vores ungdom«

Mange tidligere elever på Tårnborg Skole kan stadig huske, da en langhåret og helt anderledes lærervikar meldte sin ankomst på skolen omkring 1967. - Han var der måske ikke så længe, men han efterlod et stort og blivende indtryk, husker Hans Erik Lund Rasmussen, som dengang gik i 5. klasse.

»Han indførte helt nye standarder for samvær mellem lærer og elever på skolen dengang midt i 60' erne. Senere gjorde han det samme med sine mange, mange flotte, sjove og smukke sange. Danmark er blevet meget fattigere med hans alt for tidlige død. RIP., skriver Hans Erik Lund Rasmussen på Facebook.

Hans Erik Lund Rasmussen var tidligere jobcenterchef i Slagelse indtil 2011, hvor han skiftede job og blev direktør i Lolland Kommune. Siden er han selv på grund af sygdom ikke længere på arbejdsmarkedet og bor nu i Kokkedal.

Sjællandske fanger ham mandag formiddag på telefonen, og det er helt tydeligt, at Kim Larsens død har berørt ham meget dybt:

- Kim var jo lydbilledet til vores ungdom, siger den 62-årige Lund Rasmussen med en klump i halsen.

Ifølge Lund Rasmussen blev Kim Larsen først færdiguddannet som lærer i 1969, så han var efter alt at dømme i praktik, da han landede i Korsør.

- Jeg mener, han underviste i formning, dansk og musik, og han gjorde det på en måde, så vi rent faktisk hørte efter, husker han.

For det første ville Kim Larsen ikke kaldes »hr. Larsen«, og han ville heller ikke have, at eleverne sagde »De« til ham.

- Han var den første lærer, som forlangte, at vi sagde »du« til ham, og det var noget helt nyt dengang. Husk på, der stadig i 1967 var efterdønninger af »den sorte skoles« kæft, trit og retning.

Kim Larsens udseende og påklædning var også et brud på traditionerne:

- Kim kom altid i tøj, som var meget uformelt modsat de andre lærere, som altid havde jakke på. Han havde langt hår og skæg, og så kom han kørende på en gammel Velo Solex, husker han.

Men det var først og fremmest Kims afslappende væremåde og pædagogik, som gjorde indtryk.

- Han havde tit sin guitar med i skole, og den blev brugt flittigt. Det var mest protestsange - Donovan og lignende - det var i hvert fald ikke salmer, han sang, griner Lund Rasmussen.

Også uden for skoletiden havde eleverne oplevelser med den karismatiske lærervikar.

- Han boede sammen med sin kæreste i et lejet sommerhus i Knivkær Strand ved Svenstrup, og han inviterede tit eleverne indenfor, fortæller Lund Rasmussen, som selv var en af de elever, der kom i sommerhuset.

- Der blev serveret varm the, spillet musik og læst op fra en bog om undertrykkelse i Kina. Allerede dengang var Kim meget optaget af sociale forhold, og han formåede at gøre det på en hyggelig og afslappende facon.

- Kim var den glade, frie hippie i en tid, hvor hippierne ikke for alvor var kommet ud i provinsen. Det var nyt og spændende for os, og jeg ved, at der var mange forældre, som i hvert fald ikke ville have, at deres døtre skulle besøge sommerhuset. Det var »alt for farligt«, griner Lund Rasmussen, som selv kun har gode minder fra den tid.

Selv om Kim Larsen altid sang og spillede på sin akustiske guitar, så husker Lund Rasmussen ikke, at det var sange, som siden blev kendte Larsen-numre - for eksempel »Blaffersangen«, hvor teksten blandt andet lyder: »Jeg går ad vejen imod Korsør«.

- Jeg tror, det var sange, der kom til senere. Men det er da meget sandsynligt, at inspirationen til netop den sang kom fra hans tid i Korsør, siger Lund Rasmussen.

Ifølge ham nåede Kim Larsen kun at være i Korsør i halvt års tid, men alligevel efterlod han et varigt indtryk, hvilket naturligvis blev forstærket op gennem Gasolin-tiden og sidenhen.

- Han var helt anderledes end det, vi var vant til. Han var ikke optaget af stive regler og former, det hele skulle være ligetil og hyggeligt.

Og det var det.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...