Kulturnatten i København: Det skal du forberede dig på

Fredag den 12. oktober kl. 18 åbner 240 steder i København dørene op for Kulturnattens gæster. Arrangørerne har gjort sig umage for at skabe spændende arrangementer, som kun kan opleves denne ene gang om året. Og for 28-årige Sabrina Skovgaard Højgaard-Vick fra Holbæk er Kulturnatten blevet en tradition. Og en tradition hun ser frem til med nærmest barnlig begejstring, fortæller hun.

Sammen med en gruppe venner tager hun toget til hovedstaden med Kulturpasset på jakken. Og det har venneflokken gjort de seneste fem år.

- Vi kommer nærmest fra hele Sjælland og Københavnsområdet. Vi er omkring 10 stykker, der tager af sted sammen, siger Sabrina Skovgaard Højgaard-Vick, der til daglig læser til sygeplejerske i Roskilde.

80.000 er med

Kulturnatten er den største enkeltstående event i Købenavn. I 2017 blev der solgt mere end 80.000 kulturpas. Det giver adgang til hundredvis af arrangementer, foredrag, koncerter, rundvisninger, udstillinger og meget mere. Der er meget at vælge imellem. Sabrina Skovgaard Højgaard-Vick fortæller, at gruppen af venner nogle år har prøvet at planlægge aftenens forløb på forhånd.

- Men det er gået lidt i vasken. Vi kan godt lide at gå ind til noget, vi ikke ved, hvad er, siger hun og fortæller, hvordan flokken et år krydsede igennem Assistens Kirkegård på Nørrebro. Her var der et lysshow og vennerne blev vidne til en række små stykker fra Shakespeare, som blev opført midt på kirkegården. Et arrangement, som også finder sted i år.

- Det er ret fint, at man kan dumpe ned i ting på den måde. Det er anderledes end at gå i teatret, og det var ren tilfældighed, at vi gik ind lige der, siger hun.

Et af de steder, hun vil anbefale er Nationalmuseet, hvor hun har været flere gange til Kulturnatten. Her har hun blandt andet taget en vikingetest. Også i år vil hun gerne lægge vejen forbi det store museum. Og så har hun set sig lun på Arbejdermuseet og måske Glyptoteket. Men det kan også være, at tilfældet kommer til at råde - hvad de andre vil og hvor der er lange køer.

- Det er sjovt, når vi får set nogle ting, som man ikke ellers får set. Vi ser også steder, der ellers ikke er åbent, eller hvor man kun kommer, hvis man har et ærinde, for eksempel Københavns Rådhus.

Book et bord

En ting, der dog skal planlægges på forhånd, er spisningen, fortæller Sabrina Skovgaard Højgaard-Vick.

- Jeg er sikker på, man kan finde steder at spise, men hvis I er en større gruppe, så skal I bestille bord. Der er rigtig mange mennesker i byen, det skal man være bevidst om, siger Sabrina Skovgaard Højgaard-Vick, som synes der er noget særligt over at være i København i selskab med så mange mennesker.

- Det bedste er hele hyggen. Det at opleve København på en anderledes måde, end man ser den i hverdagen. Jeg synes, jeg tager hele aftenen med mig, siger Sabrina Skovgaard Højgaard- Vick, der anbefaler at tage godt med tøj på - og fornuftige sko!

- Man får gået rigtig meget. Og tag hellere end trøje for meget end en trøje for lidt - det kan hurtigt blive kedeligt, hvis man går og fryser, siger hun.

Kilde: kulturnatten.dk

Alle over 12 år skal købe et Kulturpas til 95 kr. for at få adgang til Kulturnattens officielle arrangementer.

Kulturpasset giver samtidig mulighed for at benytte fri bus- og togtransport i Hovedstadsområdet. Salget af Kulturpas begynder den 1.oktober.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...