Torsdag i denne uge, den 18. oktober, byder Holbæk Frikirke på Vandtårnsvej for første gang til et arrangement i forbindelse med et nyt familie-netværk, som kirken har skabt i samarbejde med Blå Kors.
Familienetværket er et gratis tilbud, hvor familier i svære situationer vil blive l mødt med åbne arme og varme knus i et fællesskab med andre familier, der ligeledes kæmper med eksempelvis psykiske problemer, dårlig økonomi, skilsmisse, misbrug eller andre udfordringer, lyder det fra kirken.
- Vi vil rigtig erne være med til at hjælpe nogle af de mennesker i Holbæk, som har det svært. Vi vil være med til at bryde den sociale arv og skabe nye relationer, så vi kan hjælpe dem til et godt liv. Vi ønsker at skabe et pusterum i hverdagen, siger Bente Dyssegaard, der er projektleder i Familienetværket.
Første arrangement begynder klokken 15.30 med kaffe og snacks. Derefter spilles der banko.