Regeringens bredbåndspulje skaffer ikke fibernet til alle

Ildsjæle fra fire borgerprojekter var fredag formiddag mødt op for at få en snak med energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) om deres fibernetprojekter og statens bredbåndspulje. Det skete foran spejderhytten Ræven i Skibby. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Af de fremmødte grupper, havde kun en gruppe, »Fiber På Landet«, fået tilskud til projektet fra puljen.

Problemet for de andre grupper er, at bredbåndspuljen kun giver tilskud til samarbejde med udvalgte leverandører af fiber. To af grupperne har indgået samarbejde med Fibia, der ikke er en af de leverandører, puljen giver tilskud til.

- Vi fik en kæmpe tilslutning, der gjorde, vi kunne få tilskud fra staten. Men det krævede også, at vi stemte dørklokker af flere omgange, fortalte Jim Winther fra »Fiber På Landet«, der fik stor tilslutning.

Byrådsmedlem i Frederikssund Kommune, Jørgen Bech (V), der er formand for Plan- og miljøudvalget og næstformand for Teknisk Udvalg i kommunen, kritiserede, at ansvaret for at få tildelt penge, ligger på borgernes skuldre.

- Det afhænger desværre af de lokales indsats. Kommunen bliver ikke tildelt penge til det. Vi kan kun støtte moralsk, hjælpe og rådgive, sagde han og henviste til, kommunen altid vil være behjælpelig, hvis andre borgergrupper ønsker at søge om tilskud til bredbånd fra puljen.

Minister Lars Christian Lilleholt var positiv over mødet med de lokale,.

- Jeg kom for at møde nogle ildsjæle, der kæmper for at udbrede internettet, sagde han.

- Nogle af dem har ikke fået tildelt tilskud fra bredbåndspuljen, men den har jo hjulpet dem i gang med deres projekter, så på den måde har den også gavnet dem, fortsatte han.

Læs mere i Frederiksborg Amts Avis lørdag den 13. oktober.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...