Ny hestestald blev indviet

Boksene til hestene er klar, men der mangler endnu de sidste forhold omkring nogle af de nye faciliteter til pensionærerne på Vipperød Ridecenter.

Lørdag markerede indehaverne af ridecentret, Gitte og Søren Fabricius, at det syv år efter de første skridt til den nye hestestald er lykkedes at komme i mål. Der var velbesøgt ved arrangementet, hvor gæsterne havde mulighed for at kigge nærmere på det 1400 kvadratmeter store byggeri.

Desuden er en ny lade på 450 kvadratmeter bygget færdig for cirka tre måneder siden.

Formålet med åbent hus-arrangementet var ikke at skaffe nye pensionærer, for der er allerede fyldt op i de 60 bokse. Desuden er der i løsdrift plads til syv heste, som især vil være islændere. Der var 51 pladser i den gamle stald.

Den nye hestestald rummer også en stor boks til heste, der skal fole, ligesom der er en plads til heste, der skal behandles af dyrlæger og smede (hesteskoning)

I den ene ende af den nye hestestald indrettes der inden for de næste uger faciliteter, som ikke var til stede i den gamle stald. Det er et rum med plads til foder på hylder og i store tønder, og et rum med plads til sadler.

Desuden er der et rum med en stor vaskemaskine til vask af dækkener og ved siden af et tørrerum til brug efter vasken.

På Vipperød Ridecenters adresse Asmindrupvej 100 mellem Vipperød og Sønder Asmindrup har tre rideklubber deres tilholdssted. Det er Vipperød Rideklub, Vipperød Sportsrideklub (ponyridning) og Islænderklubben Faxi.

Foruden den nye stald og lade er der en ridehal på 20 gange 60 meter.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...