Uden for huset på Skovvangsvej står en bil med påskriften Gartnerhave.dk. Det er torsdag eftermiddag. Ikke desto mindre, så ser Allan Nielsen en smule søvndrukken ud, da han tager imod på hjemadressen.
- Tirsdag og onsdag var jeg med til optagelse på endnu et program i TV2 Fri-serien »En have i gave«. Det er rigtigt hårdt, når man i løbet af to fulde dage sætter alt ind på at skabe en helt ny have. Derfor tager jeg som regel den efterfølgende dag ud af kalenderen, og jeg har lige taget mig en skraber, inden du kom, forklarer ejeren af anlægsgartner-virksomheden Gartnerhave.dk, der har hjemsted i Strøby Egede i den nordlige del af Stevns Kommune lige syd for Køge.
Det er anden sæson, at tv-programmet benytter sig af Allan Nielsen og hans kompetencer inden for anlægsgartner-verdenen.
- Da de ringede til mig og spurgte, om jeg ville deltage, betænkte jeg mig ikke i to sekunder, inden jeg sagde: Ja, det sætter du bare i gang. Jeg behøvede egentlig ikke at høre så meget om vilkårene. Jeg har altid haft det her drive fremad, som gør, at der helst skal ske noget, siger den 39-årige anlægsgartner fra Stevns.
Efter at have deltaget i det populære tv-program på TV2 Fri er han blevet ringet op fra haveejere i både Vest- og Sønderjylland, der vil engagere ham til opgaver.
Han er tillige medlem af brancheorganisationen Danske Anlægsgartnere, for hvem han også er syns- og skønsmand.
- Så når jeg får ordrer fra andre områder i landet, så kan jeg bare henvise til mine gode kolleger i områderne, de ringer fra. Deres arbejde står jeg også inde for igennem brancheorganisationen. Til gengæld kæmper foreningen med, at der opererer en del selvlærte anlægsgartnere. Autodidakter, der rent ud sagt leverer noget makværk, lyder det fra fagmanden.