Naturcenter gennem 25 år

1. august er det 25 år siden, at Stevns Natur Center på Mandehoved slog dørene op for offentligheden, og det markeres nu - lidt forsinket - med et åbent hus-arrangement på lørdag 6. oktober mellem kl. 13 og 16.

Inden åbningen i 1993 havde Stevns Kommune erhvervet det tidligere soldaterhjem for en krone. For da flyverkasernen - der senere blev til asylcenter - lukkede, forsvandt også grundlaget for Vartovs soldaterhjem på Stevns.

Det var ikke mindst daværende skolelærer Peer Nørgaard, der kunne se visionen i at indrette et naturcenter tæt på Stevns Klint. Han tiltrådte selv som Stevns Kommunes første naturvejleder og leder af stedet - i første omgang på halv tid, men hans stilling blev snart efter udvidet til fuld tid.

I dag hedder naturvejlederen Rasmus Elvekær, der blev ansat tidligere i år kort efter, at Stevns Kommune atter er blevet driftsherre for naturcentret efter en årrække under Østsjællands Museum.

Han er bevidst om opgaven med at formidle naturoplevelser.

- Hvis vi gerne vil passe bedre på naturen, skal vi have eventyret ind i fortællingen - vi skal samle på smil ude i naturen. Det er vigtigt at skabe engagement og nysgerrighed blandt de unge. Vi skal kunne give dem gode oplevelser ude i naturen og ikke kun i et klasselokale. Jeg tror på, at forståelsen for naturen glider lettere ned omkring et lejrbål, siger Rasmus Elvekær.

Peer Nørgaard summerer naturcentrets historie op på denne måde:

- Vi har samlet viden om den lokale natur på Stevns, og vi lever af at formidle interessen for og at give indsigt i at leve i og beskytte naturen. Uden Stevns Natur Center havde vi ikke haft den opmærksomhed på naturen, og Stevns ville ikke på samme måde blive profileret for sin natur, sagde han i DAGBLADET i 2009.

På lørdag kommer både Peer Nørgaard og Rasmus Elvekær til Stevns Naturcenter for at berette om såvel fortiden som nutiden og fremtiden. Derefter vil de to naturvejledere guide de fremmødte på hver sin tur i nærområdet. Det er gratis at deltage.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...