Seks nye flexboliger godkendt

Seks ejere af en helårsbolig på Stevns har fået godkendelse af flexbolig status. Det betyder, at de slipper for bopælspligt, så huset kan bruges som sommerhus, fritidsbolig eller et ekstra hjem efter eget valg. Der er ingen lovmæssig begrænsning på, hvor meget man må anvende huset i løbet af året. Det vil sige, man kan også flytte permanent ind i huset og bruge det som helårsbolig, hvis man skulle få lyst til det.

Tilladelserne er midlertidige og gælder i fire år med mulighed for forlængelse, har Plan-, Miljø- og Teknikudvalget (PMT) besluttet.

Det drejer sig om Borgergade 39 i Klippinge, Plusvej 5 i Rødvig, Oldekrogen 10 i Klippinge, Vindehuse 6 ved Store Heddinge, Lund Gade 16 samt Lund Gade 24 i Lund.

Godkendelserne kommer efter en prøvesag, hvor Stevns Kommune i første omgang havde givet afslag til ejeren af en bolig i Lille Heddinge. Men det viste sig senere ikke at være lovligt, fordi Stevns Kommune ikke har udarbejdet en regelsæt med kriterier for, hvornår der skal gives tilladelse til en flexbolig. Derfor besluttede Kommunalbestyrelsen i september 2017 at at igangsætte planlægningen for flexboliger. Men regelsættet er endnu ikke på plads.

- Vi har fået fastansat en lokalplanlægger, der tidligere var i projektansættelse, så vi nu atter er to lokalplanlæggere. Det gør, at der kan komme mere fokus på dette område, siger Flemming Petersen (V), der er formand for PMT.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...