Det er et stort og alsidigt program, Café Slotsbio har lagt for den kommende sæson. På fredag spiller »Pligten Kalder« med Johan Olsen og Torben Steno, og derefter følger en lang række koncerter, opera- og balletvisninger, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Tre uger efter udgivelsen af albummet »Længst muligt i eget hjem« giver »Pligten Kalder« på fredag den 28. september klokken 21.00 koncert i Slotsbio.
Cafe Slotsbio kalder selv bookingen for »et scoop«. Det er første gang Pligten Kalder spiller i Hillerød, og det er med de kendte herrer Johan Olsen og Torben Steno i front. Der er tale om to gamle og scenevante venner, der slår sig løs med skæve anekdoter og sort humor.
Johan Olsen er bedst kendt som forsanger i Magtens Korridorer. Torben Steno var blandt andet i flere år medvært i DR2's alternative madprogram Hjemmeservice sammen med Mik Schack. I bandet finder man desuden Peter Jessen på hæsblæsende klarinet/mezzosopran-sax og kontrabassisten, pianisten med mere Søren Mikkelsen.
Lørdag den 27. oktober giver Nick Moss Band fra Chicago, USA, koncert i Slotsbio. Nick Moss er omtalt som en af de bedste bluesguitarister i Chicago, en mand, der gerne bryder grænser og skaber nye fortolkninger af den traditionelle blues for konstant at udvikle sig som kunstner og guitarist.
I forbindelse med Novemberfestivallen kommer »Moonjam«, denne gang som trio med brødrene Kærså i front. Bob Ricketts er denne aften med på saxofon.
Lørdag den 1. december opfører Kira Skov & Maria Faust deres prisvindende udspil (DMA 2017) »In The Beginning«, der er skabt i tæt samarbejde med den herboende estiske jazzsaxofonist Maria Faust.
I januar 2016 drog de begge til Estlands sydlige grænseområder, og her lå et univers af glemte sange og begravede historier om tab, savn, overgivelse, underkastelse, tro, mistet tro og tilgivelse. Deres fælles værk er hypnotisk messende fortællinger inspireret af ortodokse sakrale hymner og den estiske folklore.
Ind imellem de store navne kan man også i Slotsbio opleve melodiøs rockmusik, jazz, blues og big-band musik med navne som Jacob Holm, Møllers Boogie Band, Barker Mansion og Silver Big Band.
Og i december kan man igen i år sætte julen i gang med »Natbussens Juleshow« den 9. december.
I biografsalen benytter Slotsbio det store lærred til at få de store operascener til Hillerød. Først gælder det Puccinis Madame Butterfly søndag 30. september klokken 18.00 med en optaget forestilling fra Teatro Real Madrid. Instruktør og iscenesætter Mario Gas lader denne tragiske historie foregå i 1930, uden at man er i tvivl om det japanske islæt. Han fortæller det spændende drama fra tre samtidige perspektiver. Det er sopranen Emonela Jaho og tenoren Jorge de Leon er med.
Tjakovskijs ballet Svanesøen vises live fra Opera National de Paris torsdag den 21. februar 2017 klokken 17.30. Koreograferne Marius Petipa og Lev Ivanov satte deres fremtrædende mærke på denne historie om en umulig kærlighed mellem en jordisk prins og en fugle-prinsesse.
Den 10. marts klokken 18.00 gælder det en optaget forestilling fra Salzburg Festspiele af Richard Strauss' Ariadne på Naxos og 10. april klokken 17.30 vises Ponchiellis La Gioconda live fra Gran Teatre del Liceu.
Opera, buffet, vin og kaffe fås for 300 kroner. Billetter skal købes på Slotsbio.dk, eller ved henvendelse i biografen senest to dage før forestillingen.
I samarbejde med Hillerød Musik & Teater arrangeres hvert år en række børneteaterforestillinger i Café Slotsbio. De foregår på hverdage klokken 10.00. Næste forestilling er mandag den 8. oktober, hvor teater Gyda opfører Babusjka, der varer i 40 minutter og er for børn i alderen tre-otte år. Billetter købes på Hillerodmusikogteater.dk
Der er selvfølgelig også film i biografen, blandt andre »Lykke-Per« vises for tiden. Der er babybio den anden torsdag i måneden, klokken 10.00 med brunch og film klokken 11.00.
På lørdag den 29. september er der sæsonstart på børnebio, hvor der lægges ud med »Den Utrolige historie om den kæmpestore Pære« klokken 11.00 og 13.00 og igen mandag 1. oktober klokken 16.00.
Hele programmet kan ses på Slotsbio.dk.