Det store projekt ved Tude Å´s udmunding, hvor en stor del af området oversvømmes og åen lægges tilbage i det gamle løb, er blevet forsinket i flere omgange. Og selv om et stort flertal i byrådet på det seneste møde vedtog at blive ved med at følge den lagte plan, så kan projektet blive forsinket i yderligere to år. Ihvertfald ifølge Per Christensen fra Danmarks Sportsfiskerforbund, der på vegne af adskillige lystfiskere stillede spørgsmål til byrådet forud for sagens behandling.
- Det er vist kun Steen Olsen (S), der forstår konsekvensen af aftenens afstemning i byrådet. Byrådets politikere har intet forstået af Naturklagenævnets afgørelse i denne sag, der derfor igen vil blive påklaget, siger Per Christensen efter mødet.
Han gør opmærksom på, at dette nævn bemærker, at Slagelse Kommune ved den fornyede behandling af sagen skal vurdere projektet i henhold til vandområdeplanen, gældende i perioden 2015-2021, og de tilhørende bekendtgørelser.
- Det har man fuldstændig ignoreret, siger Per Christensen, der forud for byrådsmødet undrede sig over, at hverken politikere eller forvaltning tilsyneladende havde lyttet til lystfiskerne ved et møde 30. maj.
Problemet er som tidligere nævnt, at projektet vil føre til, at en del af ørredynglen vil gå tabt, når vejen fra åen til havet bliver mere snoet.
Det har man prøvet at rette op på ved at anlægge nogle små dæmninger, men lystfiskerne ønsker en mere radikal løsning med en renovering af højvandslukket ved Bildsøvej. Dette højvandslukke, som skal lukkes helt i det nuværende projekt, skal kunne holdes åbent de tre måneder, hvor ørredynglen er på vej mod havet, så de små ørreder ikke skal ud via den mere vanskelige vej gennem åens nye slyngning og den nye lavvandede sø, men kan tage den nuværende lige vej.
Det vil ifølge forvaltningen og firmaet Niras koste ti millioner kroner, og føre til, at man ikke kan hindre så meget kvælstof i at nå ud til havet, hvilket er hovedformålet med projektet, som udvalgsformand Jørgen Grüner (S) slog fast på mødet.
- Vi bliver på sporet i denne her sag, sagde Grüner, der blev bakket op af V-gruppeformand Knud Vincents.
Denne fastslog, at projektet også vil gavne for eksempel fugle og insekter meget.
Steen Olsen (S) havde begæret sagen i byrådet, og rettede en kraftig kritik af, at udvalgsformand Jørgen Grüner ikke havde sørget for at få forvaltningen til at svare på de mange spørgsmål, som han havde stillet i sagen.
Steen Olsen fandt det også mærkværdigt, at forvaltningen og firmaet Niras var blevet sat til at kvalitetssikre lystfiskernes forslag.
- Det er jo forvaltningen og Niras, der kritiseres, så det svarer til at lade ræven vogte gæs, sagde Steen Olsen.
Som ventet fik Steen Olsen ikke opbakning til sit forslag om at sende sagen tilbage til udvalget. Kun partifællen Anne Bjergvang bakkede ham op, mens Ali Yavuz, Sofie Janning og Jimmi Jørgensen fra S-gruppen nøjedes med at undlade at stemme.
Alle andre stemte imod.
Borgmester John Dyrby Paulsen (S) sagde, at det næppe er sidste gang sagen kommer til behandling i byrådet.
Og det kan jo hænge sammen med det, der står at læse i et brev, som Danmarks Sportsfiskerforbund har sendt til alle byrådsmedlemmer forud for sagens behandling.
Her skriver natur- og miljøkonsulent Lars Brinch Thygesen, at »den naturlige ørredbestand i Tude Å-systemets mange vandløb er gået meget tilbage i de senere år og er nu langt ringere end i de fleste danske vandsystemer.«
Sportsfiskerne forudser, at en yderligere dødelighed blandt ørredynglen sandsynligvis vil udrydde de vilde ørreder i Tude Å.
Danmarks Sportsfiskerforbund klagede tilbage i 2016 over projektet, og Naturklagenævnet sendte sagen retur til Slagelse Kommune med afgørelse af 11. juli 2017.
I afgørelsen præciserer nævnet blandt andet, at vandområdeplanerne 2016-21 indeholder et krav om en vis tæthed af ørreder i målsatte vandløb. Altså vandløb med krav om god vandkvalitet.
Sportsfiskerne ser ingen tegn på, at kommunen med projektet vil leve op til dette, og derfor vil man klage. Hvilket altså kan forsinke projektet yderligere.