Det Lille Køkken rykker til Lille Skensved

Gennem det seneste års tid har Louisa Cavaco drevet sin madbod på Ejbyvej tæt ved motorvejsramperne på Vestmotorvejen, men i denne uge rykker hun forretningen nogle kilometer nordøst, for fredag 7. september slår hun nemlig dørene op til Det Lille Køkken på adressen Hovedgaden 18 i Ll. Skensved.

Her får hun først og fremmest væsentligt mere plads til den veldrevne forretning i form af 80 kvadratmeter med god plads til både køkken og siddepladser ude og inde i lokalerne, hvor der tidligere har ligget et pizzeria.

Kunderne i Det Lille Køkken i Ll. Skensved kan ikke mindst se frem til et udvalg af lækkert smørrebrød. Brødet kommer fra bageren i Bjæverskov, og pålæg henter hun hos Klippingeslagteren, så der er garanti for god kvalitet. Det Lille Køkken vil også byde på et udvalg af sandwich og salater, lige som Louisa Cavaco nogle dage om ugen vil kunne levere dagens ret. Hun tilbyder også levering af mad til større og mindre selskaber.

Det Lille Køkken åbner allerede klokken 6 på hverdage, så det er for eksempel et oplagt sted at hente frokosten på vej på arbejde. Mandag-onsdag holder køkkenet åbent til klokken 14, mens der torsdag og fredag er åbent til klokken 18. Lørdag hedder åbningstiden 10-13.

På åbningsdagen fredag 7. september klokken 10-18 bydes der i anledning af åbningen på lidt godt til kunderne, der kigger forbi.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...