DEBAT: Hørsholm mangler vision som Danmarks bedste skoleby

Af Anja Leschly, Esben Christensen, Lene Toft og Hans Peter Slente, formænd for skolebestyrelserne på henholdsvis Hørsholm Skole, Rungsted Skole, Usserød Skole og Vallerødskolen:

Vi opfordrer kommunalbestyrelsen til at formulere en ny vision for Hørsholms folkeskoler og at investere i Hørsholm som Danmarks bedste skoleby.

Det kræver ambitioner - og penge. Hørsholms har nogle af Danmarks bedste skoler. Kommunens folkeskoler ligger i top blandt landets kommuner både på faglige resultater og trivsel. Det viser målinger år efter år.

Skolerne bruges i kommunens kampagne for at tiltrække nye børnefamilier - gode skatteborgere - til byen. Og det virker: Gode skoler tiltrækker børnefamilier, som søger et godt og udviklende miljø. Netop nu pågår kommunens årlige budgetforhandlinger. Igen skal der spares. Besparelserne vil ramme skoleområdet hårdt, fordi området i forvejen er beskåret hårdt.

Der er ingen luksus eller overflødigt fedt at tære på. Hvis du besøger vores skoler, ser du bestemt ingen luksus. Skolerne er ikke nye og prangende. Undervisningsmidlerne gennemsnitlige.

De kreative og fysiske udfoldelsesmuligheder begrænsede. Komforten for eleverne er lavere end de fleste voksne ville acceptere på deres arbejdsplads. Lærerkræfterne er fuldt udnyttet til mange elever og en krævende inklusionsindsats.

Midlerne til udvikling, ekskursioner og lejrskoler er små. Dygtige og engagerede lærere skaber det indhold af faglighed, kreativitet og dannelse, som kræves af nutidens folkeskole. En klar vision og investeringer i skolerne skal fastholde og tiltrække de dygtigste lærerkræfter. Besparelserne skal tages af bordet.

Vi skal udvikle - ikke afvikle - vores skoler. En fortsat sparekurs er gift for skolerne. Vores børn fortjener - og vi forældre forventer - en stærk og progressiv folkeskole, om uddanner næste generation endnu bedre.

En skole, der gør vores børn til bevidste samfundsborgere og fagligt stærke nok til at konkurrere med unge fra andre lande på fremtidens globale arbejdsmarked. En skole, som er et aktiv for børnene, familierne og hele kommunen.

Vi efterlyser en ny vision om Hørsholm som Danmarks bedste skoleby. En vision, hvor Hørsholm ikke bare følger - men sætter standarden. En vision, som følges op af de nødvendige investeringer. Til glæde for børnene og for hele Hørsholm.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...