VEJPOLITIK I Hjortekær grundejerforening er der ikke bare en slags veje. Her er både, offentlige veje og private fællesveje.
Formand for grundejerforeningen Arne Kraglund bor selv på en offentlig vej, så han får fejet og ryddet sne. Den nabo, der bor bag ved ham, bor derimod på en privat fællesvej, og selvom de betaler den samme skat, så har naboen indtil nu betalt en ekstra regning for at få ryddet sin vej gennem en serviceaftale med kommunen.
En serviceaftale der nu er kendt ulovlig af Ankestyrelsen, og det betyder, at knap 3000 grundejere selv skal ud at finde en alternativ løsning.
I udgangspunktet synes Arne Kraglund selv, at konceptet med at nogle grundejere skal betale ekstra for at få ryddet sne er problematisk. Tilmed er det sådan, at serviceordningen er frivillig, så når de små private-fælles veje skal rundt og stemme dørklokker for at hente tilslutning til en fælles serviceaftale, så er der næsten altid nogle grundejere er ikke ønsker at være med. I de tilfælde vælger de resterende grundejere som oftest at fordele udgifterne i mellem sig, så de kan få fejet og ryddet sne på vejen. En serviceaftale kræver nemlig at alle er med, og det ansvar synes Arne Kraglund er urimeligt at lægge over på grundejerne.
Forkert afgørelse
I det hele taget synes foreningen, at Lyngby-Taarbæk Kommune har ladt grundejerne i stikken, og de er ikke overbevist om, at alle muligheder er udtømt, som det ellers fremgik af informationsmødet på Lyngby Stadion.
"Vi mener at afgørelsen er kortsigtet og forkert. Lige nu arbejder vi med to parallelle strategier. Den ene er at dokumentere, at der er juridisk hjemmel til at omgøre beslutningen, jf. en bestemmelse i Privatsvejsloven, så kommunen fortsat lovligt kan rydde sne og feje. Hvis vi kan dokumentere det, så håber vi selvfølgelig også, at der er politisk vilje til at omgøre beslutningen. Det andet spor handler om at få samlet tilslutning til at lave et fælles udbud, så de medlemmer af foreningen, der bor på private-fællesveje, fortsat kan få fejet og ryddet sne," siger Arne Kraglund.
Grundejerforeningen Hjortekær har løbende dialogmøder med kommunen med deltagelse af Lyngby-Taarbæks borgmester. Det næste møde ligger den 10. oktober og her vil emnet utvivlsom være på dagsordenen.