Ung styrkeløfter var tæt på at slå verdensrekorden

Regin Stergakis fra Roskilde Atlet Klub under sit forsøg på at sætte uofficiel verdensrekord i dødløft. Foto: Roskilde Atlet Klub

Regin Stergakis fra Roskilde Atlet Klub under sit forsøg på at sætte uofficiel verdensrekord i dødløft. Foto: Roskilde Atlet Klub

Landsholdsløfterne Regin Stergakis og Naja Hansen fra Roskilde Atlet Klub satte rivalerne på plads til DM i styrkeløft og blev de stærkeste danske løftere nogensinde. Førstnævnte var endda tæt på en uofficiel verdensrekord i dødløft på 365,5 kilo, men fik sit forsøg underkendt på teknikaliteter.

Styrkeløft er en sport, hvor deltagerne kæmper om at samle flest mulige kilo på tværs af sit bedste løft i tre discipliner: Squat, bænkpres og dødløft. Deltageren har tre forsøg i hver disciplin.

Regin Stergakis stillede op i DM for juniorer (under 24 år) under 105 kilo og hjemtog danmarksrekorden i squat med et løft på 317,5 kilo, hvilket er en forbedring på 17,5 kilo.

16-årige Naja Hansen er løfter i sub-junior (under 19 år) i vægtkategorien under 63 kilo og slog sin egen danmarksrekord i squat med et løft på 135 kilo. Det er mere end det dobbelte af hendes kropsvægt.

I bænkpres slog Regin Stergakis allerede danmarksrekorden i sit første forsøg på 198 kilo og forbedrede den yderligere i sit tredje forsøg med 9,5 kilo, så rekorden nu er på 207,5 kilo.

Naja Hansen satte ligeledes dansk rekord og løftede sin egen vægt og mere til, hele 76,5 kilo. I den tredje og sidste disciplin, dødløft, løftede hun hele to og en halv gange sin egen vægt og nåede op på 155 kilo.

Verdensrekorden i dødløft i Regin Stergakis’ vægtklasse er 365 kilo. Til træning har han løftet op mod 370 kilo, så til DM forsøgte han at sætte uofficiel verdensrekord med 365,5 kilo efter at have klaret 350 kilo i andet forsøg.

Han gennemførte løftet, men den ene af de tre dommere mente, at Regin Stergakis ikke stod helt oprejst og kunne ikke godkende det. Juryen gav dommeren medhold i den vurdering, så løftet blev underkendt.

Roskilde Atlet Klub venter nu spændt på, om de to unge løftere bliver udtaget til EM og VM, men mangler at få det bekræftet. Det er dog sikkert, at de skal repræsentere Danmark til de nordiske mesterskaber i midten af september. VM finder sted i slutningen af august.

- Det bliver skønt at komme ud til de internationale konkurrencer, hvor jeg kan få lov til at repræsentere Danmark. Sammenholdet i styrkeløft er nærmest ubeskriveligt, og jeg kunne slet ikke være kommet så langt uden støtten fra dem omkring mig, siger Naja Hansen i en pressemeddelelse.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...