Risø får unikt testcenter for solkraft

Et helt nyt testcenter skal gøre European Energy og Danmarks Tekniske Universitet klogere på potentialet i næste generation af teknisk udstyr til at høste energi fra solen. Sol- og vindenergivirksomheden European Energy har betalt for opførslen på DTU Risø Campus og har valgt at finansiere flere forskningsprojekter med udgangspunktet i det nye testcenter.

Testcenteret er det eneste af sin type i Europa og skal i de kommende år blandt andet teste de nyeste solcelleteknologier kombineret med forskellige trackerstrukturer og samspillet med forskellige energilagerteknologier. En af de teknologier, som testes, er bifacielle solpaneler, der kan optage energi på begge sider af panelerne.

- Med de data vi får fra testcenteret, kan vi ret præcist se udbyttet af den nye teknologi og teste nye muligheder og kombinationer. Det åbner både nye muligheder for forskning, men også kommerciel viden, som kan bruges i kommende energiprojekter. Det betyder i sidste ende billigere grøn strøm til forbrugerne, siger Knud Erik Andersen, CEO i European Energy.

Testcenteret er opført, og lige nu foretages den endelige justering, inden den egentlige forskning påbegyndes. Centeret åbnes officielt fredag den 12. oktober af energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...