Politisk røre giver svær vej tilbage til toppen

Dansk Industris erhvervsklima-undersøgelse, hvis resultat blev offentliggjort mandag aften, var et veritabelt gok i nødden for Slagelse Kommune. 72 pladser i den gale retning betyder, at Slagelse i stedet for at lande i den bedste tiendedel, som var målet, nu er havnet i den dårligste - på en samlet 85. plads.

En undersøgelse, hvor man kan rykke sig så meget på et år - som tilfældet er - er dog ikke retvisende og måler jo egentlig ikke noget særligt dybt eller præcist, mener Roger Buch, kommunal- og chefforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

- Der er ikke nogen virksomheder, der forlader kommunen på grund af den ballade, der har været, og de, som måtte have besluttet at rykke til Slagelse, træffer nok ikke pludselig en anden beslutning, fordi der er kommet sådan en undersøgelse, mener Roger Buch, der slår fast, at undersøgelser som den, Dansk Industri udgiver hvert år på denne tid, skal tages med et gran salt.

- Man skal ikke blive deprimeret over, at man et år rasler ned ad listen. Man skal selvfølgelig heller ikke være ligeglad, for det er jo et signal om, at det, der foregår, ikke begejstrer virksomheder og borgere, siger han til Sjællandske.

Der er dog ikke grund til panik, mener Roger Buch.

- Halvdelen af undersøgelsen er objektive forhold om rammevilkår, beskatning, sagsbehandlingstider, og om der er kvalificeret arbejdskraft - og de ting har jo ikke ændret sig nævneværdigt på et år. Det er sværere at kravle op end at styrte ned, men man skal også huske, at virksomheder går efter de hårde facts, siger Roger Buch, der dog - hvis han selv skal stikke en prognose frem - ikke tør satse på, at Slagelse generobrer en 13. plads eller en placering, der er bedre, lige foreløbig.

- De politiske uenigheder og konflikter, der har været, og som utvivlsomt er baggrunden, kører jo stadig. Og de kan trække ud, så prognoserne for at komme op igen er nok ikke så gode lige umiddelbart. Det skal nok lykkes, men det tager tid, påpeger han.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...