Rederiet Øresundslinjen, tidligere Forsea Ferries, har netop færdiggjort opgørelsen over trafikken i den forgangne påskeuge. Påskeugen er i opgørelsen lavet fra skærtorsdag til og med anden påskedag mandag.
Næsten 71.000 gående passagerer tog ifølge rederiet turen frem og tilbage over Øresund i påsken. Det er et par procent flere end sidste år – og den bedste påske for gående passagerer nogensinde. Det faldt også sammen med åbningen skærtorsdag af en helt ny restaurant ombord på færgen Tycho Brahe.
- Vores nye restaurant, Libitum Social Dining, havde 1. 136 spisende gæster i påsken – så restauranten har fået en helt forrygende start, fortæller administrerende direktør for Molslinjen og Øresundslinjen, Kristian Durhuus, i en pressemeddelelse.
Tallene viser, at mange danskere allerede har forstået at ”Tura”, som betyder at rejse flere afgange frem og tilbage mellem Helsingør og Helsingborg.
- Vi kan se, at næsten en tredjedel af gæsterne har købt deres bord gennem den danske hjemmeside – og det er positivt – og måske lidt overraskende, at danskerne allerede er klar på, hvad det vil sige at gå på en flydende restaurant og blive ombord, siger Kristian Durhuus.
De mange restaurantgæster var medvirkende til, at omsætningen i Food & Beverage steg med mere end 15 procent i forhold til påsken sidste år.