Den seneste tid har der været flere tilfælde af tricktyveri mod ældre. Og fredag eftermiddag, var endnu en tricktyv på spil i Roskilde-området.
Her blev en kvinde i 80’erne ringet op af en person, der udgav sig for at være fra kvindens bank.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi.
Den falske bankrådgiver bildte kvinden ind, at der var forsøgt hævet 12.000 kroner fra hendes betalingskort, og derfor var det nødvendigt at spærre kortet.
Med den forklaring lykkedes det svindleren at overtale den ældre kvinde til at udlevere sit dankort og pinkode til en mand, der kort tid efter mødte op ved hendes hjem i Himmelev.
Der er efterfølgende hævet 1900 kroner fra dankortet. Politiet efterforsker sagen.