- Woah, lyder det med begejstring fra Justin Timberlake, da han med en meget speciel kniv skal til at skære en dessert, som ligner en plante, op til sig og hustruen Jessica Biel på den verdenskendte restaurant Noma i København.
Megastjernen siger også: - Now, this is a knife, som er et kendt Crocodile Dundee-citat, og det klip er foreløbig blevet set af flere end fem millioner på Justin Timberlakes Instagram-profil.
- Det er min kniv, han bliver begejstret over. Der var én, der henviste mig til hans Instagram-profil, og på det tidspunkt var videoen blevet set af lige over 300.000. Tallet er nu vokset til over fem millioner visninger, siger en også meget begejstret »knivmand«, Mikael Hansen, fra Kalundborg.
Han driver firmaet Mikael Hansen Knive, som blandt andet har leveret en serie på 18 meget specielle knive til restaurant Noma.
- Jeg har også netop fået en ordre på en serie knive til en japansk restauration i Noma-klassen. Dét er jeg meget stolt over, fordi Japan er et land, hvor man laver nogle af de bedste knive i verden, siger Mikael Hansen, som i den forgangne weekend viste sine knive frem ved naturdagen på Røsnæs.
Umiddelbart ligner Mikael Hansens knive mere noget til jagt eller hobby, men knivkomforten er helt i top på en middagstallerken.
Materialerne til skæfterne er absolut også specielle, for eksempel urokse-horn, søko-ribben og mammut-stødtand. Der bruges også hjørnetand fra en amerikansk puma, moskusokse-horn og stabiliseret giraf-ben.
Materialerne til knivene stammer også fra Mikael Hansens have; bregnerod, lindeknude og jasmin, som stabiliseres i polyestermix.