Det var en gæst af den helt store kaliber, der gæstede DR i Næstved, og det gjorde han af en helt bestemt årsag.
4. september var det 50 år siden, at radioprogrammet De Ringer, Vi Spiller blev sendt for første gang.
Det blev fejret på behørig vis hos DR i Næstved med en kæmpe Othello-lagkage og en jubilæumsudsendelse med selveste den oprindelige vært, radiolegenden Jørn Hjorting, der i dag er blevet 87 år.
Han var idémand bag og vært på programmet fra første udsendelse i 1968 til 1996. Selvom Jørn Hjorting stoppede som fast vært for 22 år siden, så har programmet aldrig forladt ham.
- Jeg har det som en gammel cirkushest, der kommer ind og lugter til savsmuldet igen, siger en spændt Jørn Hjorting, inden han sætter sig hen til mikrofonen.
Knap var jubilæumsudgaven af De Ringer, Vi Spiller gået i gang, før cirkushesten med fuldt firspring var tilbage i manegen.
Det Jørn Hjorting'ske lune fyldte lokalet, og trofaste lyttere blev stillet igennem.
- Det er så rart at tale med dig, Jørn. Det er jo nogle år siden sidst. Tillykke med jubilæet, lød det fra en lytter.
Jørn Hjorting var selv vært for programmet i 28 år, og med det følger også 28 års minder og radiooplevelser. Særligt ét minde har gjort kæmpestort indtryk. En decemberdag i 1982 var lytteren Susanne Plovdahl igennem. Hun var højgravid. Terminen var egentlig først et par uger, men pludselig bankede veerne på døren.
- Jeg tænkte, at nu må du godt stille spørgsmålet, smiler Susanne Plovdahl, der i dagens anledning var gæst i programmet sammen med sin 35-årige datter Karina Plovdahl.
- Jeg husker det ikke helt præcist, men Susanne sagde noget i stil med »Hjorting! Hjorting! Vandet er gået!«, griner Jørn Hjorting.
Karina Plovdahl, der af pressen i 1982 blev døbt »Hjortings baby« har holdt kontakten med Jørn og Erna Hjorting lige siden. Blandt andet var det Jørn Hjorting, der gav hende studenterhuen på.
- Jørn og Erna har været søde til at huske mig, fortæller en rørt Karina Plovdahl.
- Det er gensidigt, fortæller en lige så rørt Jørn Hjorting.
Jørn Hjorting var flankeret af hustruen Erna og deres lille hund Balou. Lille Balou tog besøget hos P5 roligt, men var under radioudsendelsen rundt i studiet for at hilse på og charmere den fremmødte presse.