For 100 år siden blev de første streger til haver og stier i Havebyen Brønshøjholm trukket, og snart skød små lysthuse op på grundene i området for enden af Brønshøjholms Allé, ud til Kirkemosen.
I anledning af det forestående jubilæum, som markeres ved Havebyens årlige sommerfest i august, er en lille gruppe af beboerne nu i gang med at lave en bog om den 100-åriges spændende og brogede liv. De har samlet historier og billeder fra de nuværende beboere, ligesom de har gravet i gamle protokoller og dokumenter.
Gruppen vil dog gerne have hjælp fra Brønshøjborgere, der ligger inde med gode historier, anekdoter, og meget gerne billeder fra kolonihavelivet i Brønshøjholm. Så den del af den lokale historie kan komme på tryk, nu hvor lejligheden byder sig.
Frodigt fristed
I dag danner de 105 haver stadig rammen om et frodigt liv for unge og gamle i små grønne oaser med masser af blomster, rabarber, kål, squash, æbler, ribs og solbær og meget mere - dog har nyere huse de fleste steder afløst de første primitive lysthuse på de små grunde.
Allerede fra den første plan havde havebyen afsat en stor central fælles Festplads, som man passerer, hvis man går tur ad fællesstien gennem Havebyen.
Pladsen rummer blandt andet en toiletbygning og en populær legeplads for de mindste samt et rødt mustenshus med sort bindingsværk, der skiller sig ud blandt alle områdets træhuse.
I 1939 blev der opført et muret hus på Festpladsen, og en af de historier, som boggruppen for tiden er dykket ned i, er historien om det gamle marketenderi. En lille butik, der tilsyneladende blev besøgt af mange flere end blot dem, der havde have i Brønshøjholm.
Det røde murstenshus ligger stadig på Festpladsen, nu som et fælleshus. Lige nu er det ved at blive renoveret, så det vil egne sig bedre til arrangementer - og dermed forsvinder den sidste del af den oprindelige opdeling af lokalerne, som rummede den gamle butik.
I arkiverne ligger kun tegninger af, hvordan Marketenderiet var indrettet, så gruppen savner historier om livet omkring butikken, der efter sigende i perioder nærmest var en smugkro.
Hvis man har anekdoter og/eller fotos fra Marketenderiet, må man meget gerne skrive til marianne.hobel@gmail.com, så jubilæumsbogen kan blive så spændende som muligt.
chas