Billeder og video: 8400 livsbekræftende runder i Nødebo

Søndag klokken 11 samledes deltagerne i Stafet for Livet i Nødebo ved startlinjen for at gå den sidste omgang i samlet flok. Forud var gået 24 timer med skiftevis flot sommervejr, skybrud, haglvejr, strålende nattehimmel og morgengry.

- Vi har den vildeste optur lige nu. Vi er ydmyge, trætte og glade, lyder det fra Betina Carlsen, formand for foreningen bag Stafet for Livet i Nødebo.

Idéen spirede for halvandet år siden, da Betina var til informationsmøde. Det viste sig at Kræftens Bekæmpelse forgæves havde forsøgt at få en stafet op at stå i Hillerød og Fredensborg.

Det mente Betina nu nok, at ildsjælene i Nødebo kunne fikse. Så de gik i gang med opgaven. 12 tovholdere har mødtes en gang om måneden i halvandet år, for det gav ikke mening at starte en efterårsdag, så hellere vente til sommeren.

- Vi har haft skybrud og hagl og hele molevitten, men vi er kommet igennem det til lyden af dejlig musik og duften af pandekager. Det er nok sådan at have kræft. Det er symbolikken i det. Kuren mod det er fællesskabet, siger Betina Carlsen, inden hun humper op på scenen for at runde stafetten af med en tale.

De ni deltagende hold nåede tilsammen Nødebo Stadion rundt 8400 gange med Humlehøj som den suveræne frontrunner med mere end 1900 runder. Blandt deltagerne var også 24 fightere. Det er personer, som enten er eller har været ramt af kræft. Blandt dem var Lise Andersen fra Hillerød og hendes svigerdatter.

- Det har været en fantastisk oplevelse. Det er dejligt at komme ud og snakke med mennesker, siger Lise Andersen, som kom igennem sygdommen, fordi hun huskede sin mors ord.

- Der er kun en vej, og det er fremad. Det lærte jeg af min mor som lille pige, siger Lise Andersen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...