Verner Jensen var blandt de første - måske den allerførste - der nåede op på domkirkens loft, hvor det var hans opgave at slukke eller begrænse ilden indefra, samtidig med at andre bidrog med slukning udefra. Egentlig burde der være to mand på et røgdykkerhold, men Verner Jensen var alene.
- Der var ikke folk nok, så jeg slæbte tre-fire længder slanger op ad stigerne og hen over taget alene. Så puster man godt! husker Verner Jensen.
Under normale omstændigheder ville han også have haft røgdykkerudstyr på - to trykflasker på ryggen og en maske - men den dag var forholdene ikke normale.
- Sådan nogle trykflasker var tunge, så dem måtte jeg lægge for at kunne slæbe slangerne. Der blev sagt: »Hva' fanden? Kan du ikke tage lidt røg?« Der var også kolleger, der kom op med slanger ad vindeltrappen i sydtårnet. De fik også at vide, at de bare skulle smide røgdykkerudstyret, for »det blev der ikke brug for,« fortæller Verner Jensen.
Nede på jorden kom han ned at ligge med benene oppe på klostermuren, inden han blev kørt på sygehuset, stærkt overophedet og givetvis også påvirket af røg.
- Oversygeplejersken gav mig kolde afvaskninger, så jeg kunne blive kølet af. Det var ikke sjov, for hun var en frøken over de 50! Hun var en institution på sygehuset og kendte alle også brandfolk, for vi kørte jo også ambulance og kom hele tiden på sygehuset. Hun var virkelig vores ven, og hun kunne straks se, om man havde det godt. Hun havde meget øje for os brandmænd og var der altid for os, siger Verner Jensen.
Net-artiklen her er en forkortet version af en artikel, der bringes i DAGBLADET Roskilde lørdag den 25. august. Du kan købe adgang til at læse hele artiklen - og resten af dagens avis - på linket her: http://sn.dk/modules/sn/flow_page_buy
