handelsliv Du bliver nok nødt til stadig at køre en tur til Gentofte eller Taastrup, når du fremover skal have en Landskrona-sofa eller en Ektorp-lænestol.
Den svenske møbelgigant IKEA har nemlig takket pænt nej til Hillerød Postens helt uofficielle invitation om at bygge et varehus i Hillerød. Invitationen kommer efter, at erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) har besluttet sig for at sende et forslag til et nyt landsplandirektiv i høring. Et forslag, der indebærer, at der blandt andet i Hillerød kan etableres et område med plads til mega-butikker på op til 42.000 kvadratmeter.
På Hillerød Postens Facebook-side er der ingen tvivl blandt læserne om, hvilket varehus de vil have til byen.
"Helt klart IKEA! Det vil både være godt for os, som bor i Hillerød, og jeg tror også, det bliver godt for handelslivet, da det vil tiltrække flere besøgende fra oplandet til vores by for at handle," skriver Elena Aabenhuss på avisens Facebook-side.
Og hun får opbakning fra en lang række andre læsere, der har svaret på, hvilke mega-butikker de kunne tænke sig, hvis landsplandirektivet bliver lavet om.
"Lad os nu få den IKEA og samtidig nogle ordentlige parkeringsforhold fremfor det kaos, der er nede i byen," skriver Karsten Stub.
"Åhh ja, en IKEA," lyder det fra Sara Lykke Sørensen.
Størstedelen af de 232 læsere, der onsdag formiddag havde kommenteret Hillerød Postens Facebook-opslag, drømmer om en IKEA i Hillerød, men vi bliver desværre nok nødt til at skuffe dem. Rikke Andersen, der er presseansvarlig i IKEA Danmark, skyder nemlig ideen ned.
"Det er da enormt dejligt at høre, at folk i Hillerød vil have os til byen, men som det ser ud lige nu, så har vi desværre ingen planer om at åbne et varehus i Hillerød. Vi har fokus på de varehuse, vi allerede har rundt omkring i landet, og derudover vil vi godt åbne en IKEA i København," lyder det fra Rikke Andersen, da Hillerød Posten ringer for at invitere IKEA til byen.
"Vi har allerede et varehus i Gentofte, som mange nordsjællændere - og altså også hillerødborgere - bruger, og vi prioriterer som sagt de varehuse, vi allerede har, men vi er selvfølgelig meget beærede over, at folk i hillerødområdet er glade for IKEA," tilføjer Rikke Andersen.
Det er et område ved Bauhaus mellem Herredsvejen, Hillerødmotorvejens forlængelse og Egespursallé, hvor der med den nye aftale kan opføres såkaldte 'boxbutikker' med særligt pladskrævende varer. Det kaldes også netop 'aflastning', fordi områderne blandt andet skal aflaste bymidten ved at give plads til butikker, som ikke uden videre kan placeres i bymidten.
