Debat
Stevns: Svar til Troels Olsen.
Om OB-belægning er et upopulært eller et skrækkeligt valg, er et spørgsmål om ord. Tilbage står, at det er et bevidst og oplyst valg taget af kommunalbestyrelsen i Stevns Kommune, frem mod indgåelsen af funktionskontrakten med NCC.
Vi endte med at vælge OB-belægningen, fordi vi kunne se, at den samlede værdi af vores veje ville falde drastisk, hvis vi ikke gjorde en aktiv indsats hurtigt.
En indsats, der nu viser, at det klart går den rigtige vej.
OB-belægningen har sine ulemper men også sine fordele. Ulemperne er mere støj, udfordringer i varmeperioder og en længere tilkørselsperiode, når den er lagt på.
Fordelene er en mere robust belægning, der giver en forseglende virkning, der forhindrer vand at trænge ned i belægningen med frostsprængninger til følge.
Ydermere er der en fordel i forhold til økonomien, det kan jeg lige så godt være ærlig at sige - vi får ganske enkelt lagt mere vejbelægning for pengene.
Du nævner Bjergvej ved Klippinge som et eksempel på dårligt udført arbejde. Netop det stykke vej er en garantisag udført i almindelig sort asfalt. På baggrund af de krav, Stevns Kommune stiller til entreprenøren, forventes det udbedret i løbet af den kommende måned på entreprenørens regning.
Det andet sted, du nævner, kan jeg ikke gennemskue hvor er, ud fra din beskrivelse.
Du er derfor meget velkommen til at kontakte Vej og Materielgård på vejteam@stevns.dk, så de er helt sikre på, hvilket stykke vej, du mener.
Til sidst kan jeg nævne, at vi har aftalt i Plan, Miljø og Teknikudvalget, at der som en del af den kommende trafikplan for Stevns Kommune, indgår en beskrivelse af OB-belægningen og andre belægningstyper.
Flemming Petersen (V),
formand for
Plan, Miljø og Teknik