Økologisk landmand vil inspirere til en grønnere verden

Det er ti år siden, at Henrik Terkelsen anskaffede sig de første jerseykalve på sin gård på Glænø, hvor han siden 2001 har haft kvæg. Han skulle alligevel skille sig af med sin oprindelige besætning, da han tilfældigvis hørte om, at 20.000 jerseykalve hvert år bliver aflivet uden at blive brugt til noget som helst - på grund af deres køn.

Jerseyracen bruges primært i mælkeproduktionen, hvor malkekøerne hvert år skal have en kalv for at kunne blive ved med at give mælk. Tyrekalve kan dog af gode grunde ikke selv producere mælk, og da de ikke bliver særlig store og har en langsom tilvækst, bliver de ofte aflivet.

- Det syntes vi ikke var helt i orden. Det er uansvarligt, etisk forkert og spild af ressourcer set med energi-, CO2- og samfundsmæssige øjne, siger Henrik Terkelsen, der i dag har overtaget 52 jerseystude, otte jersey-tyrekalve samt fire ammekøer fra Svanholm Gods i Hornsherred. De går nu og græsser rundt omkring på Glænøs enge. Blandt andet på de 80 hektar jord han har sammen med naboen og samarbejdspartneren Carsten Søgård.

Godt nok er jerseykalvenes tilvækst langsom, men når de slagtes efter otte måneder eller to år, afhængigt af om de er blevet kastreret eller ej - giver de det møreste og lækreste kalvekød, fortæller kvægavleren, der håber at kunne inspirere andre til at gå i hans fodspor.

- Min drøm er, at der ikke skal aflives kalve. Jeg vil gerne eftervise, at det kan lade sig gøre at drive økologisk landbrug, og at man kan lave en forretning ud af jerseykalve, fortæller Henrik Terkelsen, der håber at kunne inspirere andre til at gå i hans fodspor.

- Drømmen er at få udviklet det her, så der kommer så meget fokus på bæredygtighed, dyrevelfærd og biodiversitet som muligt, siger Henrik Terkelsen.

Læs mere i dagens udgave af Sjællandske.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...