På Ordrupvej 78B bliver der kælet for bøffen, pomfritter bliver stegt i jordnøddeolie og milkshaken rystet sammen på økologisk mælk og is.
Holy Cow, som åbnede i maj, er en ny burgerbar åbnet af Gentofte-borger Morten Tersby, som i lang tid har haft en plan liggende i skuffen.
Forinden tog han på en 14 dages inspirationstur til burgerland nummer ét; USA, hvor den daglige menu stod på burgere og pomfritter i sin søgen efter at finde den perfekte burger-formel. Det resultatet kan nu smages i Holy Cow.
"For mig skal bøffen være i centrum og dominere smagen. I min burger er det en god bøf af høj kvalitet på 200 gram. Vi bruger også meget lidt brød, da bollen for mig bare er et håndtag, og det her er ikke en bagerforretning," understreger Morten Tersby.
Vi har slået os ned ude foran forretningen, men kort tid inde i interviewet må han tilbage til disken, da en ung mand bryder ind: "Kan jeg få én til. Det smager seriøst godt," lyder dommen.
Morten Tersby har et 30-årigt langt liv i restaurantionsbranchen bag sig med bl.a. 'Custome House' på cv'et.
"Jeg er gået ind og ud af branchen. Det er skidehårdt. Især når man er ung, er det svært at styre. Det er et værre rakkerliv med dårlige arbejdstider og for meget druk. Jeg har været fra det i mange år, men i lang tid har jeg synes, at der manglede en god kvalitetsburger her i lokalområdet. Så da det her lokale blev ledigt, tænkte jeg, at nu skulle det være, så kom planen ud af skuffen og blev effektueret," siger han.
Og den nye ejer er ikke nervøs for, at burgerbaren rammer skævt i forhold til sundhedsbølgen af vegetarer og veganer, som er oppe i tiden.
"Det ligger latent i os, at man har lyst til at synde en gang imellem, og når man så skal gøre det, så skal kvaliteten også være i orden," siger han.
"Ved du, at mange pomfritter er lavet på pulveriserede kartoffelskræller?," spørger Morten Tersby, som forinden har indrømmet, at han har en fetish for pomfritter.
"Men ikke de belgiske pomfritter, som er lavet på rigtige kartofler. Derfor er mine pomfritter selvfølgelig importeret fra Belgien."
På sin inspirationstur til USA opdagede han, at alle de pomfritter, som han bedst kunne lide, var stegt i jordnøddeolie. Og her vender samtalen igen tilbage til smag.
"Jordnøddeolie har en helt speciel egenskab, da det ikke optager smag, men er virkelig godt at stege i. Det giver en topkvalitet pomfrit," siger han.
Og rygtet om bøffer på 200 gram og pomfritter fra Belgien har spredt sig siden åbningen i maj.
Kunder kommer igen og kommer gerne forbi fra Værløse og Bagsværd, fortæller Morten Tersby, som også har stået for indretningen.
Med sine båse sender det tankerne hen til en amerikansk diner, men her stopper inspirationen.
"Jeg har egentlig bare forsøgt at udnytte det aflange rum, og så prøvet at gøre det hyggeligt med mørke farver, så ung som gammel havde lyst til at sidde der."