Sorgenfri Slot har i perioder været i kongefamiliens eje, og der har gennem tiden været en tæt forbindelse mellem kongefamilien og Lyngby-Taarbæk.
Mange borgere har fulgt med i livet på slottet, særligt i den periode hvor Christian den 10. (konge 1912-1947) og dronning Alexandrine boede her om sommeren.
Modtaget med optog
Der blev allerede taget godt imod det unge kronprinspar, da de som nygifte i 1898 flyttede ind på Sorgenfri Slot. På ankomstdagen blev de modtaget af borgerne med optog, musik, sang, faner og mange fine taler.
Den unge prinsesse faldt hurtigt til, og parret var populære. I de følgende år voksede den lille familie, da de to sønner blev født på Sorgenfri Slot: i 1899 kom Frederik (senere Frederik den 9.) til verden og i 1900 Knud (arveprins).
I 1912 blev Christian konge, og sommeropholdene på Sorgenfri Slot blev kortere.
Borgerne fulgte tæt med i livet i den royale familie, som færdedes mange steder i kommunen.
Gik ture i området
Det var ikke et ualmindeligt syn at opleve kongefamilien ankomme på Lyngby Station og køre det sidste stykke vej i hestevogn til slottet. De gik også ture mange steder i kommunen, blandt andet her ved Frederiksdal i 1916.
Når den royale familie boede på slottet om sommeren, gik de til gudstjeneste i Lyngby Kirke.
Endvidere er Christian den 10. ikke blot kendt for sine rideture rundt i Københavns gader under besættelsen, men også for de rideture som han satte så stor pris på her i Lyngby-Taarbæk. Under besættelsen 1940-1945 blev han et nationalt samlingspunkt.
