Video: Campister skal i gang med at feste

Varmen er næsten ulidelig, men det holder ikke campister, der skal deltage i Ringsted Festival, fra at bakse med stængerne til forteltet til en campingvogn, der er parkeret på campingområdet Kompagniet.

Klokken er kun lige blevet 12 onsdag, hvor campingområdet officielt åbner, og de fire campister, der skal bo i campingvognen, er i fuld sving.

- Vi har ventede siden januar, så nu skal vi bare i gang med at feste. Jo hurtigere, jo bedre. Vi skal have kolde øl, lyder det fra venneparrene Jan og Lotte Westphal Larsen og Anders og Charlotte Johansen fra Køge.

De har været af sted til Ringsted Festival i henholdsvis tre og to år i træk.

- Vi synes, Ringsted Festival er så hyggelig, og vi kan godt lide musikken, lyder forklaringen.

Også et tredje vennepar, Jens og Jessie Vilhemsen, er ved at rigge deres campingvogn til. Alle, der ønsker det, har dog nået at få en kold øl til arbejdet:

- Han har allerede brokket sig over, at hans øl bliver lunken, mens han holder teltstangen, griner Jan Westphal Larsen og peger over på vennen.

Lidt derfra går Per og Lotte Jacobsen fra Herfølge også grundig til værks, men der skal knokles en smule mere. De medbringer nemlig telt og luftmadrasser til at sove på.

- Vi kan godt lide, at det er en smule primitivt. Det er tredje år, vi er her. Vi så dengang et tilbud for tre dage for 695 kroner, og så prøvede vi det, lyder det fra ægteparret, der venter på endnu et vennepar, som dukker op efter arbejde senere i dag.

- Vi kan godt lide det med at sidde udenfor og hygge os, og vi tog det skam med oprejst pande, da det regnede sidste år, siger parret, der tilføjer, at de forventer bedre vejr i år.

- Men jeg har husket regntøjet, siger Lotte Jacobsen.

I år blev køerne ikke så lange, da Ringsted Festivals camping åbnede. Alle havde forhåndsreserveret deres pladser. Desuden blev der åbnet lidt før 12.

- Vi snød og åbnede omkring klokken kvart i 12, så folk ikke skulle vente i så lange køer, siger stedfortræder for sikkerhedschefen Thomas Hedme.

Han vurderer i øvrigt, at åbningen er forløbet gnidningsfrit.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...