Da skoleklokken ringede ind til første skoledag mandag morgen på Antvorskov Skole, startede i alt 15 0. klasseelever i en helt ny form for klasse. Tre børn med autisme spektrum forstyrrelser vil nemlig i det kommende skoleår blive blandet med 12 elever fra distriktet i en Nest klasse, som tilbuddet hedder, hvor der vil være ekstra fokus på struktur og forudsigelighed.
- Det er ikke en specialklasse, men der er et fast program hver eneste dag, hvor eksempelvis dansktimen vil være pindet ud i underpunkter med klokkeslæt oppe på tavlen, og den forudsigelighed profiterer alle børn af, forklarer skoleleder Søren Ranthe og tilføjer, at der altid vil være to voksne: en lærer og pædagog, til stede i klassen, ligesom der aldrig vil blive gjort brug af ukendte vikarer.
Antvorskov Skole er den anden skole i Danmark, der har adopteret det amerikanske Nest koncept, der er udviklet på New York University i 2003, efter Katrinebjergskolen i Århus Kommune åbnede deres første to Nest klasser i 2016 og i år har Nest klasser helt op til tredje klassetrin.
Og erfaringerne med programmet er indtil videre meget positive, for ifølge Århus Kommune, profiterer alle elever både med og uden autisme af at være i en Nest klasse fagligt, socialt og adfærdsmæssigt.
- Vores børn er mere ens, end de er forskellige. Alle elever har brug for god undervisning, siger Søren Ranthe, der kan fortælle, at forældrene til de distriktsskolebørn, der er startet i Nest klassen, selv har tilvalgt tilbuddet efter at være blevet oplyst om, hvad det indebærer.
