Lørdag 4. august var første åbningsdag i Køges nye køkkenforretning. Da slog Flemming Rasmussen dørene op til Hanstholm Køkken i smukke rammer i Brogade 22, hvor man altså fremover vil finde et udvalg af snedkerkøkkener.
"Vi laver køkkener til alle budgetter - både til den studerendes lejlighed og til luksuslejligheden - og vi bruger lokale danske håndværkere til opgaverne," siger Flemming Rasmussen, der havde rullet den røde løber ud til åbningen og sat flag op for at hjælpe kunderne med at finde vej ind bag det stillads, der dækker forretningen lige nu. Og missionen lykkedes, for kunderne har i høj grad allerede fundet vej til den nye forretning.
"Søgningen har været over al forventning her de første dage," fortæller indehaveren, der i øvrigt også gerne - og ganske gratis - kører ud og tager en dialog på stedet hos folk om deres ønsker til indretning, materialer og funktionalitet i deres nye køkken.
Flemming Rasmussen er ny i Hanstholm Køkken men har været i køkkenbranchen i 20 år, så han har en god ballast med sig før åbningen af Køges nye køkkenforretning.
"I marts besluttede jeg, at jeg ville være selvstændig, så jeg begyndte at se på, hvilke koncepter jeg gerne ville arbejde med, og mit valg faldt hurtigt på Hanstholm Køkken. Det skyldes blandt andet, at der er en fantastisk fleksibilitet. Mottoet er: "Kan du tegne det, så kan vi lave det". Det er udprægede snedkerkøkkener, som lægger vægt på det gode håndværk, og det kan jeg også godt lide," forklarer Flemming Rasmussen, der selv er fra Tåstrup men ikke var i tvivl om, at forretningen skulle ligge i Køge.
"Køge er en fantastisk handelsby, så det var oplagt at åbne her," forklarer han.
