Varme dage og stillestående vand har banet vej for blågrønne alger ved populære Øresund-strande, hvor flere kommuner har hejst det røde flag.
Det er blandt andet tilfældet ved Svanemøllestranden, som Københavns Kommune har lukket onsdag.
Men det risikerer at sprede sig, vurderer Jørgen Lund Madsen, der er enhedschef ved kommunens Center for Miljøbeskyttelse.
- Vi har set før, at de her alger har spredt sig. Det kan meget vel ske, når vi har så stille vand og høje temperaturer de her dage.
- Derfor er der sandsynlighed for, at vi også kommer til at lukke Amager Strandpark og havnebadene, siger han.
Det er sollyset, det stillestående vand og masser af varme, der ligger til grund for opblomstringen af algerne, som kan genere både mennesker og dyr.
Derfor bør folk, der vil tage en dukkert i storbyen, se ordentligt efter, før de hopper i vandet, lyder anbefalingen.
- Vi anbefaler, at man tjekker, om der er sat rødt flag, og at man i så fald ikke bader.
- Der er risiko for, at man får en algeforgiftning, hvis man kommer til at sluge noget af det. Det kan give hovedpine, feber, kvalme og diarré, siger Jørgen Lund Madsen.
Flere populære badestrande som Hellerup Strand, Bellevue Strand og Charlottenlund Strand har sat det røde flag op langs vandet.
Ifølge enhedschefen er det svært at sige, hvornår algerne igen vil forlade de danske strande.
- Det ser ud til, at det først er hen over weekenden, at der kommer til at være lidt torden og regn, som kan rydde op i det og skabe lidt fald i temperaturen. Det kan måske hjælpe lidt.
- Det er ærgerligt, at det sker nu her, hvor folk har allermest brug for en dukkert, siger han.
Københavns Kommune anbefaler, at man orienterer sig på stranden eller på en badevandsapp, hjemmesider eller i pressen, hvis man er i tvivl om, hvorvidt det er sikkert at bade eller ej.
Ifølge en app, der skal give overblik over badevandets kvalitet i hele landet, er problemet med alger mest udbredt omkring hovedstaden, men der er også problemer ved Aarhus Inderhavn.
Det har onsdag aften ikke været muligt for Ritzau at få et mere komplet overblik over situationen i resten af landet.

Det røde flag er blevet rejst af flere kommuner både i og omkring København, da der er fundet store mængder blågrønne alger i vandet.
Algerne kan både genere mennesker og dyr. Her kan du blive klogere på, hvad du skal gøre, hvis der er alger i vandet.
* Hvis vandet er varmt, og vejret er godt, kan der være alger i juli og august.
* Hold øje med skilte, der fraråder badning.
* Gå ud i vandet til knæene og kig på dine fødder. Hvis du ikke kan se dem, kan vandet være så fyldt med alger, at du ikke bør bade.
* Bad ikke ved kraftigt skum i vandet, det kan være algeopblomstringer.
* Børn skal passe mere på end voksne. De vil reagere på mindre mængder gift, fordi de er små - og de vil gennem deres leg i vandet og på stranden være mere udsatte for algerne.
Lad derfor ikke børn lege i algefyldt vand - og hold dem væk fra skumansamlinger på stranden. Det kan være døde alger.
* Mennesker, der i forvejen er svækkede eller allergiske, skal holde sig væk fra algerne.
* Fugle, kvæg og hunde er udsatte, fordi de ofte drikker store mængder vand fra søer og langs kysten. De bør derfor holdes fra kysterne og fra døde alger på sø- eller strandbredden.
* Hold øje med kommunens hjemmeside. Alle kommuner skal løbende kontrollere deres badevand og advare de badende, hvis der er for store mængder af alger.
Kilde: Miljøstyrelsen.