Tre unge mænd på 19, 20 og 21 år overlever et voldsomt solouheld tidligt tirsdag morgen i Kulhuse nord for Jægerspris, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Ved uheldet mistede en 21-årig mand fra Skibby herredømmet over en VW Polo, der fløj omkring 55 meter gennem luften op over en jordvold med stengærde, gennem en have, hvor grene og træer blev knækket, og landede på taget mellem et skur og Kulhuse Kro, hvor den blev kilet fast.
Bilens fører, der blev testet positiv for både alkohol og euforiserende stoffer og aldrig har taget kørekort, blev fløjet med helikopter til Rigshospitalets traumecenter, mens de to andre, som er fra Frederikssund, blev kørt i ambulancer til Nordsjællands Hospital i Hillerød.
Tirsdag eftermiddag kunne faglig koordinator hos Nordsjællands Politi, Camilla Priegel, oplyse, at bilens 21-årige fører var blevet udskrevet fra traumecentret, ligesom den 20-årige passager var blevet sendt hjem fra sygehuset i Hillerød, mens den 19-årige passager fortsat var indlagt på hospitalet, hvor han var iført en halskrave.
- Men jeg har ikke oplysninger om, at der skulle være noget kritisk i hans tilstand, sagde Camilla Priegel tirsdag eftermiddag.
Læs mere i Frederiksborg Amts Avis onsdag den 25. juli 2018.